Blog af Dea Andersen, frivillig på OD’s sekretariat og student fra Fredericia Gymnasium 2009

Jeg sidder i toget på vej tilbage mod København. Malene sidder over for mig og vi er stadig forpustede. Vi måtte løbe for at nå bussen fra Langkær Gymnasium og nåede toget på et hængende hår. Vi har lige stået overfor 20 naturvidenskabelige lærere og forsøgt at lære dem om Operation Dagsværks undervisningsmaterialer. Underligt at det kun er et år siden rollerne var byttet om.  

Vi fortalte om Casebanken og de andre undervisningstilbud vi på sekretariatet vil lave i år. Casebanken er en dataindsamling som de frivillige på efterårssekretariatet kommer til at lave på reseachturen i august. Vi arbejder lige nu med at udvikle konceptet til, hvilke oplysninger den skal indeholde. Jeg kan stadig høre Anders (den lærer fra Rosborg Gymnasium, der hjælper med at udvikle Casebanken) sige til vores præsentation: ”Og det fantastiske ved OD er jo at det er så nemt at få handlingsaspektet ind. Undervisningsmaterialerne skal jo ses i sammenhæng med OD-dagen. Og I skal jo heller ikke tro, de unge damer er her kun for vores skyld – der er skam bagtanker. De vil jo gerne have eleverne til at arbejde” 

Det er en dejlig dag. Solen vælter ind af togets vinduer og hvis jeg lukker øjnene kan jeg næsten mærke, hvordan det var at stå ude i skolegården på en af de skoler som Burma-projektet vil støtte. Høre hvordan lydene fra de åbne klasseværelser blander sig med ordene fra hende vi er ved at videointerviewe. Uddannelse. Midler, der mangler. Muligheder. Eleverne i centrum. Næste stop er Odense. Før Københavns Hovedbanegård stopper toget kun i Høje Taastrup. 

Jeg slår øjnene op. Anders har jo ret. Selvfølgelig er der en bagtanke med alt, hvad vi laver. Undervisningsmaterialerne bliver skam saglige og faglige – ikke så meget propaganda der, der er jo forskel på salgsplakater og undervisning. Vi ønsker selvfølgelig at gymnasieeleverne går i gang på Dagsværkdagen i november og arbejder røven ud af bukserne, også selvom det skulle regne. Og mit store håb er at eleverne alle hver især vælger at arbejde, fordi de kan mærke den samme energi, som jeg blev fyldt af dér i skolegården blandt de burmesiske migranter. Jeg håber at gymnasieeleverne vil blive lige så overvældede af al den uretfærdighed og meningsløshed, som fordrivelse og undertrykkelse fører med sig, som jeg blev. At de vil mærke, hvordan det er at stå over for May på 14 år, der er blevet tvunget til at flygte fra Burma, har mistet det meste af hendes familie i samme omgang og nu kæmper for at blive god til engelsk, så hun kan få arbejde og hjælpe de mange andre burmesiske migranter i Thailand.

Mit håb er at vi får lavet en kampagne, der viser, at det er muligt at gøre en forskel her i Danmark – uden at vi forenkler den vanvittigt komplekse situation som Burma befinder sig i. Udfordringen, vi står over for, er at det kan være svært at se hvad dagsværkdagens 300 kr. eller for den sags skyld mit arbejde med et kemiforløb om naturressourcer i Burma umiddelbart vil ændre på forholdene i et fjernt land, de færreste gymnasieelever kender noget til. Endnu. 

Forhindringerne er til at tage og føle på, men vi skal se på hvad vi gør, og ikke hvad vi ikke gør. 300 kr. kan sikre meget for May og et kemiforløb om olie, naturgas og ædelsten kan måske få en elev eller to til at lytte en ekstra gang når tankstationsreklamen på Radio Voice fortæller om ”kvalitetsbenzin fra Total”.  

Hvis du ikke lige ved hvad Total er for en størrelse kan den her artikel anbefales:

> Militærjunta stikker milliarder i egen lomme

Toget sagtner farten. Vi er i København lige om lidt. Aftenen kommer til at gå med at sætte det sidste komma i teksten til salgshæftet for vores undervisningsmaterialer, så det kan sendes til grafiker. Men lige nu skal vi hurtigt videre til debatmøde på Folkekirkens Nødhjælp med Mogens Lykketoft og Mette Holm. De mener også noget om Burma.

Og hvad det så er,  kan du blive lidt klogere på her:

> Kronik: Vi må gøre noget