Libanon 2023 – Dansk: Ung i krise

Sikkerhedskrise, energikrise, klimakrise… Lige nu ser vi en ungdom i Libanon, der er ramt af stort set alle verdens kriser på én gang. Borgerkrigen har efterladt fysiske og psykiske ar. Det er det land i verden, som huser flest flygtninge per indbygger. I dag er Libanon ramt af et finansielt kollaps af historisk skala – den Internationale Valutafond vurderer Libanon til at stå i en af de 3 værste økonomiske kriser på global plan siden 1850, valutaen har mistet 90% af sin værdi og der mangler strøm og benzin. I sommeren 2020 blev Beirut ramt af en stor eksplosion, der slog hundredvis ihjel og gjorde 300.000 hjemløse. Butikker lukker, børn går ikke i skole, og 30% af Libanons unge har måttet droppe deres uddannelse. Folk flygter ud af landet, og brain drain er et stort problem. Oplevelsen af, at et virvar af kriser påvirker unges liv og muligheder, er ikke fremmed for unge i dag – heller ikke i Danmark.

I modulet (90 min) skal eleverne læse digteren bag Femhundredeord Sarah Momtazs og frivillig ambulanceredder i Libanon Dana Nassifs breve, der på hver deres måde handler om henholdsvis at forlade og blive forladt i det, de kalder/kaldte hjem. Derefter diskuteres brevene ud fra OD´s refleksionsspørgsmål og med afsæt i dem, skal eleverne skrive en analyserende artikel og/eller et personligt brev omkring det at være ung i en krise, der på en måde udfordrer idéen om “hjem”. Det kan både være en større samfundskrise eller noget mere personligt, såsom skilsmisse, kærestesorger, efterskole, at flytte hjemmefra etc. 

Underviseren kan evt. bruge et modul forinden på at snakke om brevet som genre. Der ligger f.eks. en fin genreblomst både til det personlige og det formelle brev på indidansk.dk.

Alt materialet er samlet i dokumentet herunder.

God læring!

Hent materialer