Libanon 2023
Unge redder liv i Libanon
På Dagsværkdagen den 15. november 2023 støttede vi unge frivillige ambulancereddere i Libanon, som hver dag redder liv i et kriseramt land.
Når Libanon rammes af katastrofe eller konflikt rykker unge Røde Kors-frivillige ud med en ambulance til mennesker i nød. Men disse unge ildsjæle er selv belastede i et land med få muligheder og svære odds.
Med projektet ”Unge redder liv i Libanon” vil vi i samarbejde med Røde Kors, Ungdommens Røde Kors og Libanesisk Røde Kors give flere unge mulighed for at gøre en forskel for andre og et kriseramt Libanon.
Et land i mange kriser
Sikkerhedskrise, energikrise, klimakrise… Lige nu ser vi en ungdom i Libanon, der er ramt af stort set alle verdens kriser på én gang. Borgerkrigen har efterladt fysiske og psykiske ar. Det er det land i verden, som huser flest flygtninge per indbygger. I dag er Libanon ramt af et finansielt kollaps af historisk skala – den Internationale Valutafond vurderer Libanon til at stå i en af de 3 værste økonomiske kriser på global plan siden 1850, valutaen har mistet 90% af sin værdi og der mangler strøm og benzin. I sommeren 2020 blev Beirut ramt af en stor eksplosion, der slog hundredvis ihjel og gjorde 300.000 hjemløse. Butikker lukker, børn går ikke i skole, og 30% af Libanons unge har måttet droppe deres uddannelse. Folk flygter ud af landet, og brain drain er et stort problem.
Landet er afhængigt af, at andre aktører end staten varetager basale opgaver. Derfor står Libanesisk Røde Kors for 80% af al ambulancekørsel og førstehjælp i landet. Når du ringer efter ambulancen i Libanon, er det altså en ung Røde Kors-frivillig, du får i røret, og det er unge ambulancereddere og førstehjælpere, der rykker ud. De unge frivillige bemander omkring 48 stationer på daglig basis landet over og hjælper årligt omkring 290.000 personer.
Mere end et kald
På trods af udfordringerne i landet er de libanesiske unge altså langt fra handlingslammede – tværtimod. Libanesisk Røde Kors har 3.600 frivillige ambulancereddere og 80% af alle de frivillige er under 30 år. De unge ambulancereddere er i et fællesskab på tværs af køn, socioøkonomi og religion og er motiverede af at hjælpe alle i nød uagtet deres baggrund eller økonomiske situation, hvilket er helt særligt i Libanon. For mange er det frivillige arbejde som ambulancereddere mere end et kald. Det er her, de kan udvikle sig og oparbejde nye kompetencer, og det er her, de kan gøre en forskel for både deres lokalsamfund og landets fremtid. Libanon har altså en stærk og handlekraftig ungdom, der vil landet det bedste, men de selv er pressede og mange er ved at brænde ud. Derfor støtter vi i år Libanons unge frivillige ambulancereddere, for landet har brug for dem.
Projektet “Unge Redder Liv i Libanon” bidrager til at opretholde ambulancetjenesten som en kritisk samfundsfunktion, hvor unge frivillige oplæres i livsreddende førstehjælp, eftersøgning og redning, medicinsk forståelse, udrykningsteknik, psykisk førstehjælp, mental sundhed, selvpleje og trivsel. Videre giver projektet de frivillige muligheder for at blive uddannede som humanitære frontløbere med træning i at rekruttere, koordinere og træffe beslutninger. Kompetencer de kan bruge i ambulancetjenesten og i at få Libanon styret ud af de mange kriser og mod en bedre fremtid til gavn for hele befolkningen.
FAKTA
Libanon
-
Libanon er på størrelse med Jylland med en befolkning på fem mio. og en flygtningebefolkning på over to mio.
-
Valutaen har mistet 90 procent af sin værdi
-
30 procent af alle unge har måttet droppe sin uddannelse
-
Eksplosion i 2020 kostede hundredvis af mennesker livet og gjorde 300.000 hjemløse
Libanesisk Røde Kors
-
80 procent af de frivillige i Libanesisk Røde Kors er under 30 år. Det svarer til cirka 9.600 unge frivillige.
-
Mere end 3.600 uddannede ambulance- og førstehjælpsreddere er frivilligt engagerede i det nationale beredskab
-
De frivillige bemander omkring 48 stationer på daglig basis landet over
-
Flere hundrede unge bemander vagtcentraler og modtager nødopkald
Projekt Unge Redder Liv i Libanon
-
Operation Dagsværk, Røde Kors og Ungdommens Røde Kors er partnere på projektet
-
Projektet skal uddanne minimum 500 unge frivillige i Røde Kors’ ambulancetjeneste indenfor livsreddende førstehjælp, eftersøgning og redning, medicinsk forståelse, udrykningsteknik, psykisk førstehjælp, mental sundhed, selvpleje og trivsel.
-
Give direkte støtte til minimum 100 unge frivillige ambulancereddere samt opretholde og videreudvikle ambulancestationer i udsatte områder.
-
Træne 96 unge frivillige som humanitære frontløbere og ungeledere
-
Projektet indeholder nationale og lokale kampagner om unges frivillige engagement i Libanon
Ny dato for Dagsværkdagen
Dagsværkdagen 2024 er onsdag den 20. november. På Dagsværkdagen giver danske skoleelever på ungdomsuddannelser og efterskoler i hele Danmark en dag af deres uddannelse for at arbejde og samle penge ind til årets projekt.
I mange år har Dagsværkdagen altid foregået den første onsdag i november, men fra i år er Dagsværkdagen permanent flyttet til den tredje onsdag i november.