Om Operation Dagsværk
Operation Dagsværk er af unge, med unge og for unge
Operation Dagsværk er Danmarks eneste globale elevbevægelse. Vi står bag den årlige og unikke Dagsværkdag, og vi har bundet bånd hvert år siden 1985 mellem unge i Danmark og unge ude i verden. Unge er drivkraften i alt, hvad vi gør – kort sagt er Operation Dagsværk af unge, med unge og for unge.
Dagsværkdag siden 1985
Vi er i alle lag af organisationen drevet af unge – udover en lille gruppe af ansatte består Operation Dagsværk af unge, der engagerer sig i alt lige fra bestyrelsesarbejde til aktivisme, frivilligt laver kampagner, organiserer events og motiverer elever ude på landets mange skoler.
Operation Dagsværk står bag den årlige Dagsværkdag, som altid ligger i november. Her vælger tusindvis af elever på ungdomsuddannelser og efterskoler i hele Danmark hvert år at bruge en dag på at arbejde fremfor at gå i skole og at give deres løn til et projekt, der støtter unge i andre dele af verden. Dagsværkdagen er unik, og grunden til, at den har fundet sted i Danmark lige siden 1985, er, at nye generationer af unge hvert år har stået klar til at drive arbejdet videre.
Unge, der gør en forskel
Hvert år samarbejder vi med en organisation om at støtte et projekt med fokus på at styrke andre unge ude i verden – og det er altid danske elever, der vælger, hvilket projekt vi støtter, gennem det årlige projektvalg ude på skolerne. Operation Dagsværk har blandt andet støttet unge oprindelige folks klimaaktivisme i Thailand og Malaysia, styrket social forandring hos unge i Grønland og bekæmpet diskrimination af LGBTQIA+-personer i Kenya.
Det er ungdomsdemokratiet, der i sidste ende bestemmer, hvilke projekter, der skal støttes på Dagsværkdagen, når der er projektvalg på vores medlemsskoler. Det er vigtigt – for som en elev fra 1.G sagde, da hun arbejdede på Dagsværkdagen: “Alt, der omhandler, at os unge gør en forskel, er skidemotiverende.”
Det er hun ikke den eneste, der synes. År efter år tilbyder virksomheder og privatpersoner arbejde på Dagsværkdagen, fordi der er tiltro til os som organisation og til ungdommen. Som en kvinde, der havde hyret 10 Dagsværkere til at rydde op i et lager på Dagsværkdagen, sagde: “Vi vil jo gerne støtte de unge mennesker, som rækker hånden op og vil deltage i fællesskabet.”
Fællesskaber på tværs af verden
Hvert år rejser vores frivillige på tur til årets projektland og indsamler information og viden, som de videreformidler til andre unge hjemme i Danmark gennem kampagner og undervisningsmateriale. Det sker i tæt samarbejde med de lokale unge. Derfor bliver der knyttet fællesskaber på tværs af landegrænser gennem Operation Dagsværks arbejde. Vi kalder vores tilgang for ung-til-ung-til-ung.
Der findes mange organisationer, man kan støtte med pengedonationer, men i Operation Dagsværk får unge mulighed for at bidrage med dét, de har mest af – nemlig deres arbejdskraft. Det er både på Dagsværkdagen, hvor deres løn går direkte til årets projekt, men også resten af året, hvor de engagerer sig som frivillige, bestyrelsesmedlemmer og aktivister. Her engagerer de sig, fordi de går op i verden omkring dem, og til gengæld får de livslange fællesskaber på tværs af årgange, skoler og landegrænser.
Ungdommen er fyldt med gåpåmod, engagement og lyst til fællesskab. Vi tror på, at de kan gøre en forskel i hele verden.
Bliv klogere på Operation Dagsværks holdninger og arbejde
- Principper for ODs arbejde
- Princippapir for OD’s holdninger og krav til projekter
- Operation Dagsværk strategi for 2026
- Princippair for holdning til Ligestilling mellem kønnene
- Princippapir for holdning til Klima
- Princippapir for holdning til Uddannelse
- Vedtægter, vedtaget Stormøde 2022
- Årsregnskab 2022
- Operation Dagsværks Organiseringsstrategi