Meld din skole ind i Operation Dagsværk
Ungdomsuddannelser, efterskoler og folkeskoler (udskolinger) i hele landet er medlem af Operation Dagsværk – skal din skole også være det?
I Operation Dagsværk er det hele skoler, der er medlemmer af vores organisation. Vi er nemlig en elevorganisation og elevdemokrati og -engagement er fundamentet i vores arbejde. Vi er for, af og med unge.
Det betyder, at det er elever på vores medlemsskoler, der bestemmer retningen for Operation Dagsværks arbejde og fremtiden for organisationen, herunder hvilke projekter, vi skal samle ind til på Dagsværkdagen. Eleverne på en medlemsskole har altså mulighed for at deltage i vores stormøde og projektvalg.
Som medlem af Operation Dagsværk, kommer I med i et fællesskab, der laver udviklings- og solidaritetsarbejde med udgangspunkt i unges eget initiativ og engagement – både på jeres egen skole og ude i verden.
Dagsværksgruppe og Dagsværkdag på din skole
Medlemsskoler kan få hjælp af vores sekretariat til at opbygge og understøtte en Dagsværksgruppe og afholde en Dagsværkdag på deres skole. Både vores ansatte og kampagnefrivillige er klar til at komme forbi eller tage en snak med skoles elever, lærere eller ledelse.
Dagsværksgrupper kan derudover få viden, inspiration og redskaber til at afholde projektvalg og Dagsværkdag på vores Kampagneweekend og Træningsdag for projektvalget.
Derudover sender vi hver sommer en pakke til alle medlemsskoler med plakater, klistermærker og andre materialer om årets kampagne, samt aktivitetsforslag og anden hjælp til Dagsværksgrupper. Og i september og oktober hvert år besøger vores kampagnefrivillige medlemsskoler i hele landet for at fortælle skolens elever om årets projekt og mødes med Dagsværksgruppen og give dem inspiration til kampagnearbejdet op til Dagsværkdagen.
Medlemskab af Operation Dagsværk
- Ungdomsuddannelser, efterskoler og folkeskoler (udskolinger) kan være medlem af Operation Dagsværk
- Det koster 1000 kr om året at være medlem. Vi sender en faktura hvert år i slutningen af skoleåret
- Kontakt os på od@od.dk eller 33 11 45 40 og hør mere