Ecuador 1994

Resultat: 7.300.000 DKK

Opgør med kolonitidens skolesystem

Uddannelsessystemet i Ecuador var på dette tidspunkt bygget op om spansk sprog og spanske kulturelle normer – en rest fra den spanske kolonisering og kolonimagt i Ecuador. Indbyggerne fra de oprindelige befolkningsgrupper kunne således ikke modtage undervisning på og i eget sprog. Projektet udviklede tosproget undervisning til disse elevgrupper.

Projektets formål var at styrke de oprindelige befolkningsgruppers sprog og kulturer ved udvikling af tosproget undervisning blandt Ecuadors forskellige nationaliteter. Dette bl.a. ved efteruddannelse af lærere og produktion af nye undervisningsmaterialer. Projektet dannede et alternativ til det officielle ecuadorianske uddannelsessystem. Målgruppen var ca. 50.000 børn fra oprindelige befolkningsgrupper og 1.000 lærere.

Efter den oprindelige projektfase var afsluttet, var der resterende 2 mio. DKK. Det førte til, at Operation Dagsværk i 2000 godkendte et forslag fra Ibis og CONNAIE om en fase 2 af projektet.

Den afsluttede del af projektet medvirkede til udvikling af undervisningsmaterialer til begynderundervisning, en samtalebog uden tekst, en alfabetbog og en læsebog, ligesom en stadig mere intens uddannelse af 326 tosprogede lærere blev iværksat. Slutteligt blev 11 eksperimentalskoler udviklet, hvor den to-sprogede undervisning forsøgtes integreret.

Projektets anden fase, PRODEIB II, er også afsluttet, og dermed betragtes projektet som afsluttet fra Operation Dagsværks side. De sidste regnskaber fra projektet fremsendtes til Operation Dagsværk i 2006. Der var imidlertid 3800 USD (ca. 18.279 DKK) tilbage til projektet. Eftersom projektet var afsluttet, godkendte Operation Dagsværks bestyrelse i 2008 at disse midler skulle gå til udviklingen af en pædagogisk grundgrammatik for Awa-sproget (Awapit), som et led i at skriftliggøre et ellers kun mundtligt sprog.

Operation Dagsværk besøgte projektet i 2002 i forbindelse med opfølgningsinitiativet Verdens Værk.

  • Samarbejdspartnere: IBIS og CONNAIE
  • Beløb: 7,3 mio. DKK
  • Status: Afsluttet
  • Resultat: Understøttelsen og styrkelsen af oprindelige befolkningsgruppers sprog gennem udviklingen af to-sproget undervisning, uddannelse af to-sprogslærer samt udvikling af undervisningsmaterialer på de oprindelige sprog.