Eritrea 1990
Resultat: 5.500.000 DKK
Nyt land – nyt skolesystem
Efter 30 års krig mellem Eritrea og Etiopien var uddannelsessystemet (og hele infrastrukturen) i Eritrea ødelagt. Krigen kom som en følge af grænsestridigheder og magtkampe, primært opstået på grund af den kunstige grænsedragning kolonimagten Italien foretog i 1890.
Oprindeligt var projektets formål at bygge skoler i flygtningelejre i det nordvestlige Eritrea. Da Eritrea blev selvstændigt i maj 1991 blev projektet dog redefineret. Der skulle i stedet genopbygges 4 skoler og 2 grundskoler. På grund af massiv støtte til Eritrea fra UNICEF og gunstige valutakurser blev projektet markant billigere end forventet. Man valgte derfor at lade de resterende 2,2 mio. DKK gå til bygning af yderligere én grundskole samt et pædagogisk ressourcecenter til udvikling af materialer og pædagogik.
Operation Dagsværk besøgte projektet i 2002 i forbindelse med opfølgningsinitiativet Verdens Værk.
- Samarbejdspartnere: Eritrean Relief & Rehabilitation Agency (ERRA) og Folkekirkens Nødhjælp
- Beløb: 5,5 mio. DKK
- Status: Afsluttet
- Resultat: Genopbygningen af skoler og et pædagogisk ressource center.