Mellemamerika 2004

Arbejde i en eksportproduktionszone – brikker i globaliseringen

På projektets tidspunkt arbejde der i Mellemamerika omkring 500.000 mennesker i eksportproduktionszoner (EPZ). Arbejdet på EPZ-fabrikkerne gav arbejderne både fysiske og psykiske problemer. De mange timers hårde fysiske arbejde sled arbejderne ned i en ung alder, ligesom den angstfyldte arbejdssituation påvirkede de unge i deres fritid. Især kvinderne, hvoraf mange var enlige mødre, var hårdt ramt. Forsørgelsespligten satte kvinderne i et afhængighedsforhold til arbejdsgiveren, der kvittererede med diskrimination og chikane, og der fandtes mange eksempler på voldtægt. Generelt var overholdelsen af basale arbejdstagerrettigheder yderst mangelfuld i zonerne, og projektet ville med sit fokus på styrkelse af fagforeningerne forsøge at gøre op med denne tendens. 

Formålet med projektet var at uddanne og oplyse unge, der arbejdede på eksportzonefabrikker i Honduras, Guatemala og Nicaragua. Dette gennem at kapacitetsopbygge og styrke fagforeningerne i deres arbejde med at bevidstgøre og organisere de unge, primært kvinder, så de kan forbedre deres situation både på arbejdet og i privatlivet.

De overordnede konklusioner fra begge evalueringer var først og fremmest, at de politiske og økonomiske omstædigheder i regionen bestemt ikke var favorable for projektet, der led under den økonomiske krise, politikernes favorisering af arbejdsgiverne, samt disses voldelige forsøg på at modarbejde fagbevægelserne. Projektet styrkede dog den lokale organisering, og målgruppen blev udvidet markant, da de lokale behov for organisering og solidaritet var langt bredere end projektets definition. 

Projektet ledte også til mangeårig og meget aktiv opfølgnings- og solidaritetsarbejde bl.a. med 3F som samarbejdspartner.