Forstå bevæggrunden bag projektet

I 2022 sætter Operation Dagsværk fokus på de oprindelige folks klimakamp for at beskytte deres skove i Malaysia og Thailand sammen med IWGIA under overskriften “Kæmp med skovens beskyttere”.

Operation Dagsværk kæmper sammen med oprindelige folks unge klimaaktivister i Thailand og Malaysia for at beskytte deres skove. Unge oprindelige folk oplever at deres jordrettigheder bliver krænket af kommercielle projekter, hvor skovene ryddes, floderne dæmmes op og landarealer fredes som nationalparker. Via uddannelser i klimaaktivisme, samt støtte til deres arbejde, skal de stoppe krænkelser mod deres rettigheder, for at bevare deres jord, levevis og traditionelle territorier. Igennem projektet vil 175 unge modtage uddannelse i: at råbe magthaverer op, at mobilisere deres lokalsamfund og at dokumenterer krænkelser. 

Årets projekt har fokus på at fremme bæredygtighed for at sikre, at de næste generationer har samme glæde af den natur og de skove, vi i dag er omgivet af samt skabe bedre kendskab til de oprindelige folks bidrag til klimakampen og deres levevilkår. Derigennem vil projektet skabe større støtte til de oprindelig folk hos den brede befolkning.

Projektet skal få flere af de oprindelige folks unge med i klimakampen og ruste dem til de udfordringer, de dagligt møder, så de oprindelige folks bevægelser lever videre længe endnu. De unge skal kunne igangsætte nye strategier, mobilisere flere unge og lede lokalsamfundet i deres kamp for både rettigheder og klima.

Derudover skal det sætte fokus på lokale løsninger og skabe et større netværk på tværs af landegrænser med andre ligesindede.

For at forstå bevæggrunden bag projektet, er det vigtigt at forstå situationen for oprindelige folk i Thailand og Malaysia, hvordan de lokale, unge klimaaktivister behandles og den nuværende klimasituation.

Oprindelige folks unge i Thailand og Malaysia lever ofte afsides i lokalsamfund med begrænsede muligheder for kvalitetsuddannelse, sundhedsydelser og kulturelle tilbud. Flere tvinges derfor væk til større byer, hvor risikerer ikke længere at trives – men hvis de bliver i deres lokalområder, risikerer de at blive forvist, da deres jord bruges til kommercielle projekter eller erklæres som naturreservater eller nationalparker.

I Thailand og Malaysia bliver oprindelige folks praksis og viden om fx bæredygtighed nedgjort, de oplever omfattende diskrimination og selvmordsraten blandt oprindelige folks unge er langt højere end blandt andre unge i områderne.

Klimaaktivister er anerkendt af FN for deres vigtige rolle i at beskytte naturen, men alene i 2019 blev 357 aktivister slået ihjel, og den tendens har kun været opadgående de sidste 15 år. Oprindelige folks unge aktivister møder ikke kun trusler på livet men også fysisk og psykisk vold, marginalisering, racisme og diskrimination. De beskyldes for at være imod udvikling og kaldes terrorister når de kæmper mod krænkelser af deres rettigheder og for at beskytte naturen i deres områder.

Malaysia

Et land i Sydøstasien

Hovedstaden er Kuala Lumpur

31 mio. indbyggere, ca. 13% tilhører et oprindeligt folk

Store dele af landet er dækket af skov

 

Thailand

Et kongerige i Sydøstasien

Hovedstaden er Bangkok

Mere end 35 oprindelige folk, de udgør tilsammen 5 mio. mennesker (7,2% af befolkningen)

Landet var dækket af tropisk skov, men det er voldsomt mindsket nu

På Malaysia har jorden for mange oprindelige folk en helt særlig kulturel og spirituel betydning, men siden 1970’erne er deres jordrettigheder blevet krænket gang på gang af staten og af kommercielle interesser.

I Thailand var landet engang dækket af tropisk skov. Denne er mindsket voldsomt nu, og 40 ud af landets 282 pattedyrsarter samt 190 af de 928 fuglearter er nu truet .

Generelt for de to lande gælder det, at de oprindelige folk og deres unge lever bæredygtigt på deres jord og skove. Dette anerkendes dog ikke af resten af befolkningen, og de beskyldes i stedet for at ødelægge jorden og skovene. Jorden og skovene er blevet omdannet til kommercielt brug og diverse parker og reservater, så de oprindelige folk smides ud af deres territorier, hvilket betyder, de mister deres identitet, levebrød og værdighed.

Alene i 2020 blev 2410 km2 skov fældet i Thailand og Malaysia. Det svarer til 75% af hele Fyn og giver et udslip på 153,3 millioner tons CO2. Hundredvis af arter er truet og økosystemer er under pres.

Der er brug for handling nu!

Derfor skal vi have uddannet nogle stærke klimaaktivister i Thailand og Malaysia, der kæmper for klimaet og for at beskytte biodiversiteten. 

Vi vil sammen med lokale organisationer uddanne 175 af de oprindelige folks unge til at kæmpe klimakampen gennem en aktivistuddannelse. Uddannelsen skal støtte og styrke klimaaktivisterne i deres klimakamp og hjælpe dem med at dokumentere og advokere for deres unikke og bæredygtige måder at beskytte klimaet og biodiversiteten på, så de både kan dokumentere, at de ikke ødelægger naturen, og at deres levevis kan hjælpe resten af verden med at løse klima- og biodiversitetskrisen. 

Uddannelsen skal fremhæve de oprindelige folk og deres unges vigtige bidrag til klimakampen og beskyttelsen af de resterende naturressourcer og biodiversitet, så de også derigennem kan kæmpe for deres krav om stolthed og værdighed. 

Der skal sættes fokus på de oprindelige folk og deres unges bidrag, beslutningstagere skal træffe beslutninger, der fremmer oprindelige folks livsstil i stedet for at kriminalisere den, og forhåbentligt vil de nyuddannede klimaaktivister blive forbilleder og inspiration for resten af de oprindelige folks klimaforkæmpere i Asien.

Der skal også være bred repræsentation på flere spektre, og udover det vil 8 udvalgte klimaaktivister i højrisikoområder få mulighed for yderligere træning og støtte. Konkret skal uddannelsen ende ud i online kampagner, talks, fortalervirksomhed mm.