Dagbog fra en sekretariatsfrivillig - om at shoppe genbrug, være professionel og køre rigtig meget i tog

26. okt 2018

Reflektioner af Johanna Munch Skylv, sekretariatsfrivillig. 

 
Det er en tillidssag at finde ro i stille selskab. Man bliver nødt til at sænke paraderne, så der bliver plads til de dybeste, pinligste personlige tanker. Dem som man ikke engang tør tænke foran andre, for hvad hvis éns øjne afslører dem for hele verden.

Når man sidder i et tog og kigger ud over det ganske danske land, og de ganske grønne græsmarker, bliver der tid til at lufte de pinlige tanker for sig selv, og når man har tillid til sin rejsekammerat, kan man kigge på dem og undre sig over hvad de tænker uden trang til at vide det og afsløre dem midt i det hele.

Jeg stoler på Kristine, der sidder ved siden af mig i InterCity-toget på vej nordpå. Vi er sekretariatsfrivillige i Operation Dagsværk, og det er sjovt at tænke på, at vi mødte hinanden for fire måneder siden og allerede sidder i idyllisk stille ro i toget på vej mod Odsherred Gymnasium. Siden vi startede, har vi siddet på Sekretariatet i Studiestræde 24  - og arbejdet med udviklingen af årets OD-kampagne. Vi har haft et par hektiske måneder op til kampagnens start, og nu tager vi rundt til skoler i hele Danmark og viser vores arbejde frem i form af vores oplæg om kampagnen; ‘Fællestimerne’.

Vi ankommer til skolen og spørger efter lærerværelset, hvor vi giver et professionelt håndtryk til den ansvarlige lærer, og får en kop kaffe. For et halvt år siden, da vi gik på gymnasiet, var lærerværelset forbudt område, og det føles stadig som fremmed territorium. Men nu er vi professionelle, eksterne oplægsholdere, og vi bliver enige med hinanden om at Odsherred udmærker sig i kategorien ‘lærerværelseskaffe’.

Vi holder vores oplæg for eleverne, og formidler elegant og ubesværet vores budskab til omkring 200 nysgerrige unge. Det er blevet nemt nok at stå på scenen foran et par hundrede elever og tale, for vi gør det dagligt og nu uden den mindste rysten på hænderne.

På vej tilbage til stationen slår vi et smut forbi Røde Kors’ genbrugsbutik, hvor jeg finder en trench coat. Det er sådan et fund, man aldrig ville gøre i København, hvor genbrugsbutikkerne er ribbede for alle de gode ting, og så koster den kun 45 kroner!

Jeg prøver den på, og jeg ser meget voksen og professionel ud. Men 45 kr. er også det samme som en fadøl, så jeg tager den af og tænker igen over, om jeg virkelig skal have den. Så kommer en fremmed dame op til mig, og siger at jeg bliver nødt til at købe den, den klæder mig så godt! “Okay” tænker jeg. Jeg har egentlig heller ikke så godt af bajere. Så jeg køber frakken.

På vej hjem i toget sidder jeg stolt og tænker på, hvor professionel jeg er blevet, og hvor dygtig jeg egentlig er til at tale foran andre. “Måske skulle jeg blive politiker” tænker jeg stille.