Der er mere end nogensinde brug for Operation Dagsværk

I godt og vel 2 måneder har vi i Operation Dagsværk mærket konsekvenserne af Corona-epidemien for vores foreningsaktiviteter - både på godt og ondt.
22. maj 2020

I godt og vel 2 måneder har vi i Operation Dagsværk mærket konsekvenserne af Corona-epidemien for vores foreningsaktiviteter - både på godt og ondt.

Det har uden tvivl været en udfordring for alle de ellers super aktive elever i dagsværkgrupperne, hvis hverdag pludselig fra den ene dag til den anden var fuldkommen forandret. Til jer vil vi sige tusind tak for det kæmpe engagement, I stadig har lagt for dagen - bl.a. gennem første runde af Operation Dagsværks projektvalg 2020, som netop er afsluttet. På trods af omstændighederne har I vist, at man stadig kan holde aktivitetsniveauet højt - og ikke mindst online. Heldigvis er I nu snart alle tilbage på jeres skoler.

Vores dygtige og engagerede sekretariatsfrivillige har desuden formået at holde et virkelig flot aktivitetsniveau med produktionen af kampagne- og undervisningsmaterialer til årets kampagne “Et trygt skoleliv uden seksuelle krænkelser i Peru”. Alt sammen noget vi glæder os til at rulle ud på ungdomsuddannelser og efterskoler i efteråret - og som kulminerer i Dagsværkdagen onsdag d. 11. november. 

I den sammenhæng vil vi sige tak til alle vores medlemsskoler og årets partner Amnesty Danmark, der bakker om, at Operation Dagsværk selvfølgelig skal fortsætte med masser af aktiviteter i efteråret. Som en lærer udtaler, er der nemlig mere end nogensinde brug for Operation Dagsværks fællesskabende engagement, hvor vi sammen udviser solidaritet og samfundssind over for unge i den globale verden - i år i Peru.

Vi vil desuden takke vores øvrige samarbejdspartnere med projekter i Uganda, Grønland, Dhaka - Bangladesh og Guatemala for at understøtte jeres lokale partnere i at tænke i alternative aktiviteter i disse svære tider - som netop er ekstra problematiske i områder, hvor der i forvejen er stor ulighed og udfordrede livsvilkår. 

På sekretariatet i Studiestræde 24 i København er vi efterhånden ved at være tilbage. Vi mødes både online og - når det er muligt inden for myndighedernes retningslinjer - til fysiske møder. På billedet ses vores elevbårne bestyrelse til bestyrelsesmøde sidste weekend i højt humør og med god afstand.

Vi håber, I alle har det godt derude - vi er altid klar til en snak over telefonen, et online møde, eller måske til en kaffe snart i solen på vores altan i Studiestræde!

 

Kærlige hilsner,
Operation Dagsværks bestyrelse og sekretariat