En duft af børneægteskab og bæ

07. mar 2017

Det er den 20. februar. Dagen, hvor Trump indtager tronen i Amerika. Men også dagen, hvor Operation Dagsværks sekretariat drager til Bangladesh. Rejsen til Bangladesh, det var den, som rev mit bærende fundament ned. Som en cyklon skabt af det tropiske klima blæste Bangladesh mig omkuld og vendte op og ned på mit univers. Jeg forlod Europa for første gang, og tog til en af verdens mest fattige lande. Rejsen til Bangladesh har bestemt ikke været en badeferie.

Mit møde med en barnebrud i Bangladesh
Jeg er i Citti Polli, et af de tre slumområder som Dagsværk-projektet 2017 kommer til at arbejde i. På en tagterrasse sidder jeg overfor nok verdens smukkeste sekstenårige. Hvad hendes ansigt ikke fortæller, er hendes historie. Jeg skal til at lave mit livs første interview, og jeg er ret nervøs. Vores bengalske skønhed understreger, at hun er kommet for at fortælle sin historie. Den unge pige hedder Runa, og hun håber, at hendes historie kan forhindre andre i at blive udsat for det samme.

Runa fortæller at, hendes familie frygtede for hendes sikkerhed. De frygtede, at deres blot fjortenårige datter ville blive voldtaget. Derfor giftede de hende væk til en mand, som var næsten ti år ældre end hende. Den selv samme mand, som de var bange for ville voldtage hende. Han var stofmisbruger. Hun fortæller, at hun aldrig har elsket ham, og om hvordan han forgreb sig på hende på deres bryllupsnat. Grundet deres ægteskab blev hun nødt til at stoppe med at gå i skole. Han forlod hende kort efter hun fødte deres søn. Hun kan ikke blive skilt fra ham, fordi de har et barn sammen. Mens hun fortæller sin historie får jeg en klump i halsen. Runa er blot en af mange. Hende selv, græder ikke. Hun udstråler en styrke og en sindsro på trods af, at hun stadig håber på at, hendes mand en dag kommer tilbage til hende.

En styrke, som ikke kan matches
Jeg er rystet, chokeret og vred. En pige så ung, med en decideret uhyggelig historie. Jeg forstår ikke, hvordan hun finder styrken. Jeg forstår ikke, hvordan hun ikke hader verden. Hun lever videre, præcis ligesom så mange andre unge bengalere. På trods. De er ikke knækkede mennesker, de er ikke halve mennesker, uanset deres udfordrende livssituation. De lever et hårdt liv, og vil måske aldrig kende til andet. Men de har en styrke, som jeg ikke har set andre steder. En vilje til at se det gode. De har mødt os med så meget varme og kærlighed. Så mange smil og grin. Os, en flok vesterlændinge, der kommer fra noget nær en anden verden. Jeg nægter at gøre dem til ofre. Deres styrke er en inspirerende kraft, som jeg vil tage med mig. Mine oplevelser gav mig et andet syn på, hvordan livet kan være. Turen gjorde mig opmærksom på, hvor heldig jeg egentlig er, fordi jeg er født og opvokset i et land som Danmark.

En cyklon af indtryk
Et land, som ligger langt væk fra lille Danmark. Så langt væk, at min veninde var overbevist om at det lå i Sydamerika. Et land så langt væk, at man har gjort sig lige omkring nul overvejelser omkring det. Endnu et muslimsk land, ramt af terror. Bangladesh er et glemt land. Men på trods af det, er Bangladesh stadig et land med over 150 millioner mennesker. Et land, hvor hovedstaden – Dhaka, vokser med mere end ti tusind mennesker om dagen. Et land, som er blandt verdens mest overbefolkede. Et land, fyldt med pulserende kaos og en sitrende energi. Et farvevirvar svøbt i smog sådan, at man ikke behøver et filter på billederne til instaprofilen. Fyldt med frustrerede chauffører der kommunikerer igennem deres eget sprog af dytten, nærmest som en bengalsk version af morsekoderne. En konstant råben om at ville sige noget, som aldrig rigtigt bliver hørt eller forstået. En kilderen i næsen grundet støv, der kredser rundt i luften. Farvestrålende rickshaws med fem – seks – syv mennesker på. Busser, der er så proppede med mennesker, at de sidder på taget og hænger ud af vinduerne. Tiggere og gadesælgere, der banker på bilruden når man sidder fast i trafikken. Politimænd med store skydevåben og ansigtsmaskering rundt om hvert gadehjørne. Arbejdere som hænger fra niende etage i en bambusrebsstige uden sikkerhedsline, og kvinder der trisser rundt med mursten på hovedet.  En sikkerhedsvagt der stikker en et smørret grin, hver gang lugten af marihuana rammer os på vores vej igennem slummen. En sol der brænder sig igennem smog og støv, med over tredive graders varme. Og en dame der danser med en Cobra til et techno remix af en Bollywood sang. Det er sådan jeg husker Dhaka, og ikke som en by fyldt med ofrer. Jeg ved, at de her mennesker kan bære vores projekt. Forandringen er på vej, de mangler bare midlerne til at skabe den.

Fakta
Operation Dagsværk har netop været på årets første researchrejse til Bangladesh i samarbejde med Plan Danmark. Projektet i Bangladesh 2017 vil uddanne slumaktivister i at gøre slummen mere bæredygtigt. De 12 sekretariatsfrivillige har været på besøg hos casepersoner i tre forskellige slumområder i Dhaka. Mødt projektets forskellige samarbejdspartnere, og været til møder med forskellige stakeholders i forhold til slumproblematikker. Rejsen har også budt på en tur til Barguna og Kuakata, som ligger i den sydlige del af Bangladesh, for at se hvordan klimaforandringerne påvirker områderne.

De sekretariatsfrivillige har fordelt sig ud på tre forskellige spor der står for at udvikle materialer til henholdsvis; undervisningsmaterialer, film produktion og sociale medier og mobilisering. Alt sammen med henblik på at forme dette års oplysningskampagne, og motivere unge i Danmark til at tage stilling.

Tekst: Anemone Christensen