Katrine har lært at tale foran 1000 mennesker

Et sabbatår i Operation Dagsværk har givet Katrine en masse oplevelser, som hun ikke vil bytte for noget som helst. Og så er hun blevet en stærk formidler.
25. apr 2016

“Jeg skulle stå foran 50 mennesker og fortælle om Dagsværk-projektet i Somaliland, og jeg var ved at skide i bukserne.”

Sådan lyder det fra 20-årige Katrine Riishøj Grarup, når hun fortæller om sit første oplæg, hvor hun skulle præsentere sidste års Dagsværk-projekt. Det var en slags generalprøve på det oplæg, som hun og fem andre frivillige rejste Danmark tyndt med. På deres 4-ugers turné besøgte de 100 gymnasier, hvor de fortalte om årets Dagsværk-projekt før den store indsamling på Dagsværkdagen.

Nervøsiteten til generalprøven forsvandt dog lynhurtigt og blev erstattet af en selvsikkerhed, som i dag følger Katrine.

“Jeg har virkelig lært at formidle i løbet af min tid i Operation Dagsværk. Før jeg vidste af det, stod jeg foran 1200 gymnasieelever og holdt oplæg og svarede på spørgsmål. Jeg lærte at være afslappet og tage mit professionelle jeg på. Jeg føler, jeg har udviklet mig meget uden at lægge mærke til det, mens det stod på,” siger Katrine.

Før Danmarks-turnéen havde alle frivillige fået træning i at stå på en scene af en skuespiller.

Fed rejse med andre unge
Hvert efterår rejser unge frivillige rundt i Danmark og besøger gymnasier og fortæller om Operation Dagsværk og årets projekt op mod Dagsværkdagen, hvor tusindvis af gymnasieelever arbejder til fordel for et udviklingsprojekt. De unge frivillige, der turneéer rundt i landet med kampagnen, kommer fra Operation Dagsværks sekretariat og er typisk lige blevet færdige på deres ungdomsuddannelse.

For Katrines vedkommende startede hun på Operation Dagsværks sekretariat få uger efter, hun var blevet student.

Fire dage efter opstarten på sekretariatet steg Katrine sammen med en stor flok andre frivillige og ansatte på flyveren til Afrika. De skulle på researchtur forud for Operation Dagsværks kampagne for projektet i Somaliland.

Målet med turen var at få en større viden om projektet, møde centrale personer og bruge den nye viden i forbindelse med oplæg på de danske ungdomsuddannelser.

“Det var vildt fedt og sjovt at rejse i en gruppe sammen med andre unge. Og da vi kom hjem fra rejsen, kunne vi bruge vores personlige oplevelser som en del af oplægget ude på skolerne,” siger Katrine.

Skrev oplæg til 100 skoler
Som frivillig på Operation Dagsværks sekretariat var Katrine blandt andet ansvarlig for selve oplægget og indholdet, der skulle bruges til fællestimer ude på gymnasierne.

“Jeg skrev oplægget sammen med en af de andre frivillige. Det var et meget stort ansvar og virkelig fedt at prøve at være ansvarlig for noget, som kommer ud til så mange mennesker i hele Danmark.”

På selve turnéen rundt i landet var de frivillige fordelt i par med ansvaret for bestemte landsdele. Hver uge skiftede de makker og landsdel, og hele turnéen varede i fire uger.

“I Nordjylland var jeg sammen med Oline, som havde lånt sin fars bil. Så cruisede vi bare rundt fra gymnasium til gymnasium og havde det virkelig sjovt.”

Frivillig på fuld tid uden løn - hvordan?
Som frivillig på Operation Dagsværks sekretariat får man ingen løn. Der er en gratis frokostordning, men penge er der ingen af. Men det kan sagtens løbe rundt alligevel. Også selvom man ikke har forældre i København.

“Jeg blev færdig på Odense Katedralskole i sommeren 2015 og en uge efter flyttede jeg til København og startede som frivillig. Ved at arbejde en til to dage om ugen har jeg penge nok til mad og husleje, så det kan fint hænge sammen,” siger Katrine, der arbejder i Fakta, hvor hun primært har aftenvagter.

“Efteråret er et halvt år med fuld fart. Man får lov til utrolig meget og bærer et stort ansvar. Jeg ville bestemt ikke have brugt mit halve år på noget som helst andet,” siger Katrine.

Før hun blev færdig på sekretariatet i efteråret, besluttede hun at blive et halvt år mere. Det var der tre frivillige fra efterårsholdet, der gjorde, og nu er der i alt 10 frivillige ud over de ansatte.

Lige nu arbejder de frivillige med film og undervisningsmaterialer, som kommer ud på de danske ungdomsuddannelser i løbet af kampagnen for årets dagsværk-projekt, der foregår i Guatemala.

Operation Dagsværks sekretariat søger nye frivillige til efteråret 2016, og alle interesserede er meget velkomne til det uforpligtende informationsmøde d. 19. maj kl. 17. Læs mere om informationsmødet her.

Her kan du læse meget mere om, hvad man laver som frivillig på sekretariat.

Foto: Selfie af Oline Paludan Jørgensen (tv) og Katrine Riishøj Grarup foran 1200 elever på Viborg Gymnasium & HF til ét af de 100 oplæg på landets ungdomsuddannelser i forbindelse med kampagnen for Operation Dagsværks projekt i Somaliland. Turnéen fandt sted i efteråret 2015.

Tekst: Mads Volquartz

Se også filmen "Frivillig på kanten!", som viser de frivillige på sekretariatet under deres turné rundt på gymnasierne i efteråret 2015:

Skriv dig op til Operation Dagsværks gratis nyhedsbrev. Det kommer på mail hveranden måned.