Millionerne er talt og Rigsfællesskabet er kommet på skoleskemaet!

I november 2017 ændrede Operation Dagsværks historie sig for altid. Ungdommens Røde Kors’ projekt i Grønland blev valgt til 2018-kampagnen. 3.607.287 kr. blev arbejdet ind og det er kun begyndelsen...
03. maj 2019

I november 2017 ændrede Operation Dagsværks historie sig for altid. Det årlige, og ellers så traditionsprægede, Stormøde blev udfordret. Eleverne, der bestemmer hvilket projekt, der skal arbejdes for i det kommende år, var stillet overfor en hidtil uvant opgave. Blandt projektforslagene i Ghana, Jordan og Burkina Faso gemte der sig et projekt, der i den grad stak ud. Eller op. Ungdommens Røde Kors’ projekt i Grønland havde på en eller anden måde fået forvildet sig ind i et selskab af projekter, der ellers normalt har haft afsæt i det såkaldte Globale Syd. Nu, næsten halvandet år efter, er 3.607.287 kr. arbejdet ind og det er kun begyndelsen...

Det var et utraditionelt projekt, der skabte en på mange måder utraditionel kampagne, da vi kiggede mod nord, men som stadig handlede om alt det, som Dagsværk altid har stået for. Solidaritet unge i mellem, oplysning om lande og ungdomskulturer, vi i Danmark ved for lidt om og som altid handling på de problemstillinger, vi bliver præsenteret for. Og særligt handlingen under kampagnen og Dagsværkdagen 2018 var noget helt særligt! Unge i Grønland og Danmark var en del af kampagnen fra første researchtur i januar til Dagsværkdagens afvikling d. 7. november. For første gang nogensinde arbejdede både unge i Danmark og Grønland på dagen - og GUX Nuuk, gymnasiet i Nuuk, arbejdede 43.000 kr ind til projektet!

Eleverne i Danmark havde med rette mange spørgsmål og bekymringer, da projektet skulle vælges, da alting var nyt og uprøvet i Dagsværk-regi, men da det gik op for mange elever, nuværende frivillige og garvede dagsværkere, hvor lidt vi alle sammen vidste om Grønland, og særligt om den grønlandske ungdom, stod det klart, at vi havde et ansvar. Kampagnen blev igen i år grebet på vidt forskellig vis landet over med alt fra modeshow i Grenaa til genbrugsbazar i Silkeborg til stor Natværksfest på Christianshavn.

Som altid var oplysning en afgørende del af kampagnen, men under Grønlands-kampagnen var der særligt fokus på at få Rigsfællesskabet på skoleskemaet. Sammen med 9 andre organisationer stillede vi et borgerforslag om, at Rigsfællesskabet skulle være en obligatorisk del af folkeskolen - og det lykkedes! Derudover er der i starten af 2019 blevet afsat 25 millioner på finansloven til udbredelse af viden om Rigsfællesskabet for eksempel i form af dokumentarfilm, højskoleophold og studierejser.

Ungdommens Røde Kors og Kalaallit Røde Korsiat (Grønlandsk Røde Kors) starter det projekt, som pengene indsamlet på Dagsværkdagen går til, til sommer. Projektet tager udgangspunkt i metoden Sprint, der med afsæt i unges egen hverdag og udfordringer giver dem værktøjer til at handle og skabe initiativer, der styrker lokalområdet og frivilligheden. Projektet kommer til at være i flere byer over hele Grønland og tager udgangspunkt i det eksisterende INUA-projekt, som allerede fokuserer på ungdomsfrivillighed.

Vi er stolte over modtagelsen og udførelsen af 2018-kampagnen, og vi er så glade for, at så mange har haft mod på at være en del af den undervejs. Projektets udførsel i Grønland følges nu af en frivillig opfølgningsgruppe der, ud over at følge projektet, fortsætter med at udbrede viden om Grønland, hvor end det er muligt!

Tusind tak for et fantastisk Dagsværk-år 2018.

Ida Højrup Petersen, tidligere frivillig på Grønlands-kampagnen