Operation Dagsværk er i disse dage med til at sætte "Spot On Greenland"

12. maj 2018

I Danmark ved vi alt for lidt om Grønland, og det vil Operation Dagsværk ændre på! Netop nu præsenterer organisationen de første smagsprøver på deres oplysningskampagne i form af t-shirts, postkort og meget mere. Det sker allerede på festivalen “Spot On Greenland” fra d. 9.-12. maj. Operation Dagsværk vil i samarbejde med de unge i Grønland og Ungdommens Røde Kors være med til at skrive et nyt dansk-grønlandsk kapitel som kulminerer med en landsdækkende indsamling på Dagsværkdagen d. 7. november.

Den nye bølge er kun lige startet

Startskuddet lyder ekstra højt i denne uge, hvor Operation Dagsværk deltager på musikfestivalen "Spot On Greenland", der er arrangeret af Nukiga. Festivalen sætter lys på unge grønlænderes kreativitet, mangfoldighed og styrker. I den forbindelse lancerer Operation Dagsværk en t-shirt, som er produceret i samarbejde med den grønlandske designer Bibi Chemnitz. Operation Dagsværk vil desuden invitere musikgæsterne med på oplysningsbølgen med quiz om Grønland og ikke mindst en præsentation af de spritnye og lærerige undervisningsmaterialer. Alt dette sker lige nu, så elever og lærere på ungdomsuddannelserne landet over får mulighed for at sætte Grønland på skoleskemaet til skolestart.

Hvert år sætter Operation Dagsværk fokus på globale problemstillinger, og i år er det Grønland. Det er et modigt og vigtigt initiativ, som angribes i et meningsfuldt og lærerigt samarbejde mellem grønlandske og danske unge. Fuldtidsfrivillige har været i Grønland og omsat mødet med landet og grønlandske unge til undervisningsmaterialer, film, podcasts og meget mere. Kampagnen vil give danske unge mulighed for at tage stilling til dét Rigsfællesskab, de er en del af, og gøre op med uvidenhed fra dansk side.

Interessen er stor

Opbakningen er stor, og det samme er behovet. Samarbejdet med Bibi Chemnitz er blot ét blandt mange initiativer, hvor folk med den ene eller den anden form for relation til Grønlands  bakker op om oplysningskampagnen. Bibi Chemnitz fortæller: "Jeg er glad for at kunne være en del af dette projekt. Det er en meget vigtig sag, og det er en stor motivationsfaktor, at vi med denne t-shirt bidrager til de grønlandske unges initiativer og fremtid." Eleverne på ungdomsuddannelserne har ligeledes vist stor interesse, siden de på demokratisk vis valgte projektet i november.

Operation Dagsværks unge frivillige er ved at lægge sidste hånd på flotte og rørende film og en ny, spændende podcast-serie om Grønland. Produktionerne fortæller om de unges styrke, deres interesser og hverdag, samt hvordan det kommende projekt kan bidrage til unges nuværende initiativer og opstarten af nye. Denne bølge drevet af unge vil sammen med t-shirts og Grønlands-quizzer følge flere af sommerens arrangementer så som Folkemødet og Grønland i Tivoli. Derudover tager Operation Dagsværk i efteråret på en landsdækkende turné på ungdomsuddannelser. Her afholder de frivillige oplæg, debatter og sætter Grønland på skoleskemaet. Det hele kulminerer på Dagsværkdagen d. 7. november, hvor eleverne arbejder for at tjene penge til det kommende projekt i Grønland.