Operation Dagsværk kickstarter ny indsats

08. okt 2020

Et Ambassadørkorps, bestående af unge OD-aktivister, skal understøtte og inspirere skoler og elever til, hvordan de omsætter deres engagement og viden om årets projekt, til konkrete handlinger.

På trods af, at Operation Dagsværk år efter år er lykkedes med at engagere elever i globale problemstillinger på ungdomsuddannelser og efterskoler, har vi i en periode set et dalende antal af elever, som engagerer sig på OD-dagen. Derfor iværksatte Operation Dagsværk i 2019 en ny organiseringsindsats med lanceringen af et rejsehold, som har været i dialog med- og besøgt skoler i hele landet.

Erfaringer fra Rejseholdet peger på et behov for, at oplysningen om årets projekt knyttes sammen med konkrete muligheder for at skabe handling. På den baggrund er OD nu klar med et nyt projekt “Ambassadørkorpset”, hvor unge OD-aktivister turnerer rundt i Danmark og kickstarter engagement på ungdomsuddannelser og efterskoler. Ambassadørkorpset skal understøtte og inspirere skolerne til, hvordan de omsætter deres engagement og viden om årets projekt, til konkret handling. Formålet med indsatsen er at give eleverne større motivation for og mod på at handle i solidaritet med unge andre steder i verden.

Det er fantastisk at få mulighed for at engagere andre unge i noget, jeg selv går så meget op i. Jeg oplever, at eleverne er klar med spændende holdninger og kreative løsninger”, siger Nadia, der er frivillig i Ambassadørkorpset.

Mandag d. 19. oktober afholdes infomøde for unge, der kunne have lyst til at engagere sig i Ambassadørkorpsets arbejde. Læs mere om infomødet i facebooks-eventet.