Sekretariatsfrivillige Maries tanker om projektet i Grønland

"Øh... Skal vi ikke samle penge ind til nogen som rent faktisk har brug for dem?" - Sådan frygter jeg, nogen vil tænke, når vi fra Operation Dagsværks sekretariat kommer ud på de danske skoler for at  præsentere årets oplysningskampagne, der i år handler om Grønland. 
Marie på research i Grønland
03. sep 2018

Efter at have rejst i og beskæftiget mig med Grønland er jeg selv afklaret: Der er behov for årets projekt. Ikke kun på grund af pengene, men også på grund af oplysningskampagnen, der følger med. Vi unge kan starte en bølge af oplysning, der kan nedbryde misforståelser om, at ”Grønlændere jo får bloktilskud fra Danmark og derfor har det godt”. For empiri viser altså, at der i Grønland er sociale problematikker. Lidt kynisk kan jeg f.eks. nævne de høje selvmords- og voldtægtsrater, hvis nogen skal overbevises. Almindeligvis lukker vi bare øjnene for det i Danmark, som man jo gør, når man føler sig magtesløs, fordi:  “De er vel selv skyld i problemerne?”. Jeg er helt ærligt kommet i tvivl, efter jeg i december skrev en SRP-opgave om Grønlands historie, som i høj grad er præget af, at Grønland har været en dansk koloni. Men jeg vil ikke hænge mig i fortiden. Jeg vil gerne være en af dem, som ser fremad.


Vi kan virkelig ændre noget

Og nej, Grønland er ikke et U-land ligesom Kenya, Guatemala og Bangladesh, hvor Operation Dagsværk også har projekter, men det er et land, som Danmark har et stærkt bånd til. Da jeg sad i Operation Dagsværks bestyrelsen, diskuterede vi risikoen ved at have Grønland som projektland, fordi vi f.eks. ikke kan få støtte fra Danida i år til årets kampagne. Alligevel valgte jeg at stemme på årets projekt. Mest af alt, fordi unge danskere bør have Grønland i fokus, lige så meget som Grønland har Danmark i fokus. For unge fra Grønland lærer super meget om Danmark, mens mange her kun kender Grønland som stedet, hvor julemanden bor, eller hvor Nissebanden engang blev optaget. Det blev tydeliggjort for mig, da der på en bar i Nuuk blev spillet Kim Larsen. Uvidende spurgte jeg min nye grønlandske veninde, Nuunu: ”Kender du også Kim Larsen!?”. Det gjorde hun selvfølgelig. ”Husk Marie, at vi er meget påvirkede af Danmark”, sagde hun. Det var akavet, men hvor er jeg glad for, at hun ville tage den snak med mig.


Danske og grønlandske unge har meget tilfælles

Min roomie Kristine er fra Nuuk, og hun arbejder med mig på Operation Dagsværks sekretariat. Forleden dag, da vi var på vej på arbejde, tænkte jeg: “Hun har da ikke brug for, at nogen arbejder for hende - hun har lige så meget brug for hjælp, som jeg har”. Og det ligger der måske en pointe i. For vi arbejder ikke kun for Grønlandske unge på Dagsværkdagen d. 7. november. Vi bliver også selv opmærksomme på hinanden og verden gennem projektet.  - nej det er ikke hungersnød, jeg snakker om, men det er værd at snakke om alligevel. For danske og grønlandske unge har på mange måder, de samme problemer med selvværd, ensomhed, hjertesorger osv., men vi har forskellige forudsætninger og muligheder for at løse dem - men det vil Operation Dagsværks projekt være med til at ændre.

Jeg glæder mig til at formidle Operation Dagsværk projektet 2018. Jeg håber, at du vil være med til at gøre det til et projekt, der rækker længere end den pengepose, vi ender med at overrække efter Dagsværkdagen den 7. november med et projekt, som bidrager til mere ligeværd mellem Grønland og Danmark.