Sofie lavede film til Operation Dagsværks kampagne

Den unge frivillige fra Sønderborg arbejdede som journalist og filmproducer i Kenya og København.
27. okt 2015

Det var svært at mærke, om den gamle, støjende bus kørte på asfalt eller pløjede tværs gennem en tør majsmark. Støvet fra den røde, afrikanske jord hvirvlede op og trak en sløret hale efter bussen, mens passagererne nærmede sig Nairobi, hovedstaden i Kenya. Sofie Grann Lorentsen sad med sin notesbog og gennemgik de næste dages program: interview på den danske ambassade, interview i FN’s afrikanske hovedkvarter, besøg hos SOS Børnebyerne og interview med departementschefen for uddannelsesministeriet i Somaliland - for blot at nævne nogle af overskrifterne.

Tre uger forinden var Sofie startet som frivillig på Operation Dagsværks sekretariat, hvor hun skulle være det næste halve år sammen med fire andre frivillige samt de ansatte i organisationen. Sammen med en dansk journalist lavede Sofie film til organisationens årlige kampagne, og optagelserne og interviewene skulle i hus på rejsen til Kenya sammen med de andre frivillige og ansatte i Operation Dagsværk.

Valget mellem højskole og NGO
“Jeg lærte enormt meget. I starten var det virkelig grænseoverskridende at skulle interviewe vigtige personer fra eksempelvis FN, men det blev hurtigt naturligt for mig. Det var hårdt arbejde på rejsen til Kenya, men det var bestemt ikke en dårlig ting. Tværtimod,” siger Sofie Grann Lorentsen, der ser tilbage på sit halve år i Operation Dagsværk.

Hun var 22 år gammel, da hun i januar 2015 startede som frivillig i organisationens sekretariat.

“Valget stod mellem et højskoleophold eller frivilligt arbejde i en NGO, men da jeg vægtede rejsen og fagligheden ret højt, var Operation Dagsværk det oplagte valg. Og sammenlignet med andre NGO’er er Operation Dagsværk det sted, man får mest ansvar og indflydelse som frivillig,” siger Sofie. Hun gik på gymnasiet i Sønderborg, men har boet i København de sidste par år.

Du kan få lov til alt
På det halve år i Operation Dagsværk har hun primært arbejdet med at producere de film, som er blevet brugt i kampagnen på landets gymnasier.

“Det er første gang, jeg har lavet noget, som er kommet ud til så mange mennesker. Det er virkelig stort for mig. Du kan få lov til alt, og fordi vi havde et godt projekt, kunne vi få lov at snakke med de rigtige mennesker på vores rejse,” siger hun.

Selvom projektet foregår i Somaliland, endte rejsen med at gå til nabolandet Kenya på grund af Udenrigsministeriets anbefalinger ud fra sikkerhedssituationen i Somaliland. Det gav mulighed for at møde centrale personer fra FN, EU og andre organisationer, der opererer i Somaliland men har base i Kenya, ligesom der blev arrangeret møder med folk fra Somaliland.

Den bedste studieforberedelse
“Mens jeg var på OD, brugte jeg mine kolleger rigtig meget, til at finde ud af, hvad jeg skulle bagefter. Det fede er, at selv ‘cheferne’ minder mere om kolleger på lige fod med én, så alle får et ansvar og et godt forhold til hinanden,” siger Sofie.

Nu er hun startet på RUC, hvor hun studerer samfundsvidenskabelig bachelor, og senere vil hun gerne arbejde i en NGO.

“At være på Operation Dagsværk har været den bedste studieforberedelse for mig, fordi man netop arbejder så meget i grupper, sparer med hinanden. Jeg har virkeligt lært, hvor vigtig samarbejde er og det har bl.a. hjulpet mig meget i min start på RUC, da det netop fylder utroligt meget i undervisningen der. Derudover er nogle af mine bedste venner, dem jeg har lært at kende på sekretariatet,” siger Sofie.

Filmproduktion og Danmarks-turné
Operation Dagsværk består af forskellige frivillige, som udfører vigtige opgaver. Både ude på landets gymnasier og på Studiestræde i København, hvor sekretariatet ligger. På sekretariatet er der til dagligt en blanding af unge frivillige og ansatte. De frivillige på sekretariatet er typisk lige blevet færdige på gymnasiet, og de bærer et stort ansvar i løbet af det halve år, de er der.

I foråret producerer de frivillige blandt andet film og undervisningsmateriale til gymnasierne, og i efteråret tager et nyt hold af frivillige ud på en Danmarks-turné på landets gymnasier, hvor de viser film og holder oplæg om årets projekt. Både i foråret og i efteråret er der en research-rejse til projekt-landet, hvor de frivillige indsamler viden, optager video og interviewer centrale personer.

Læs mere om at blive frivillig på Operation Dagsværks sekretariat

Se de film, Sofie har lavet

Galleri: Sofie på research-rejse laver film i Kenya

Tekst: Mads Volquartz
Foto: Emil Lyders