Stormødet 2020 er netop afsluttet

Stormødet var en noget anderledes weekend i år. Med masker, håndsprit og god afstand blev stormødet holdt i corona-venlige rammer.
02. dec 2020

Stormødet var en noget anderledes weekend i år. Med masker, håndsprit og god afstand blev stormødet holdt i corona-venlige rammer. Corona gjorde også, at vi i år ikke kunne overnatte og holde fest, som vi plejer, men i stedet var Stormødet planlagt som to dage, hvor alle tog hjem og sov hver for sig selv. Heldigvis havde vi på trods af corona et fantastisk Stormøde, hvor en masse seje elever var med fra hele landet - både fysisk og online. 

Hvad er Stormødet?

Stormødet er elevernes mulighed for at bestemme fremtiden for Operation Dagsværk. Det er både her I elever stemmer om hvilket projekt, der skal være næste års kampagne og samtidig det, der samles penge ind til på Dagsværkdagen året efter. Derudover er det også Operation Dagsværk generalforsamling, hvor der bliver valgt ny bestyrelse og hvor organisationens vedtægter, politiske papirer, budget og meget mere gennemgås og bliver vedtaget af eleverne. I år var der særligt fokus på at inddrage de særligt tilrettelagt ungdomsuddannelser, STU’erne, i Operation Dagsværk og give dem mulighed for også at være med på Dagsværkdagen og Stormødet. 

 

Hvorfor er det fedt at være med på Stormødet?

 

Anton fra Brønderslev Gymnasium var med til Stormødet og er en del af Operations Dagsværk bestyrelse. Han siger:

 

Jeg er kommet på Stormødet dels fordi jeg gerne vil stille op til bestyrelsen igen, men også fordi jeg vil være med til at ændre organisationen og være med til at udvikle den bedre ud fra mine holdninger, og samtidig også lytte til andres holdninger om, hvordan man kan ændre organisationen. Og så vil jeg også gerne være med til at bestemme næste års projekt, som jeg synes er det helt essentielle i Operation Dagsværk - det er jo det her projekt, som skal vælges hvert år, så det vil jeg helt klart gerne være med til at sætte mit præg på.” 

En anden som også er med på Stormødet er Elisabeth fra Sukkertoppen Gymnasium. Det er hendes første Stormøde og hun er med fordi hun har lyst til at engagere sig i Operations Dagsværk og starte en ny Dagsværkgruppe på hendes gymnasium. 

Jeg er kommet i dag, fordi jeg gerne vil inspireres lidt til, hvordan jeg bedst sammen med venner kan starte en Dagsværkgruppe på min skole, fordi jeg i ret lang tid har gået og tænkt på, at det da er noget vi mangler. Vi er virkelig mange elever og til sammen kunne vi gøre noget.

Jeg synes, det vigtigt at starte en ny Dagsværkgruppe på min skole både for at vores gymnasium kan lave noget fedt med en masse andre gymnasier. Og så er det også virkeligt vigtigt på grund af projekterne. Det projekt, der blev valgt denne her gang, synes jeg virkelig er et godt og vigtigt projekt, som jeg tænker, at eleverne på min skole også vil synes er virkelig fedt at støtte op om.” 

Tak

Fra sekretariatet vil vi sige tusind tak for et fantastisk Stormøde og vi glæder os til at komme i gang med den nye kampagne “Ret til sikkert sexarbejde” i samarbejde med Sex & Samfund. Derudover er vi enormt stolte af, at så mange elever engagerer sig i Operation Dagsværk, og vi bliver simpelthen så glade, når vi møder nye elever derude, som Elisabeth, der tager initiativ til at starte en ny Dagsværkgruppe på deres skole. Det er vi enormt glade for!

 

Vil du starte en gruppe på din skole, så behøver du ikke vente helt til næste Stormøde. Skriv til od@od.dk, så hjælper vi dig igang.