Projektet

Irak var fra 1979 til 2003 ledet af præsident Saddam Hussein, som diktatorisk styrede landet og undertrykte befolkningen. Landet var i Saddams regeringstid ofte præget af krig mod nabolandene, og Saddams regime var derudover berygtet for at udøve overgreb og massakrer mod kurdere og andre minoriteter internt i Irak.

Op gennem 1990’erne blev landet ramt af hårde FN-sanktioner, der blandt andet beskyldes for at have været årsag til, at mere end 500.000 irakiske børn døde som følge sygdom og sult. Den irakiske befolknings trængsler fortsatte og blev yderligere forværret, da USA’s præsident George W. Bush i 2003 besluttede at invadere landet.

Invasionen resulterede i, at Saddam blev afsat, men det betød langtfra, at den irakiske befolkning kunne leve i fred og begynde at opbygge et fredeligt og demokratisk samfund – snarere tværtimod. På trods af blandt andet danske ubåde, bombefly, soldater og løfter om demokrati har Irak lige siden invasionen været præget af oprør, terrorangreb, borgerkrig mellem sunni og shia muslimer og forfølgelse af kristne.
Selvom der også på nogle områder er sket en positiv udvikling, betegner mange irakere landet som mere usikkert end før krigen.

Formål

At give unge kvinder og mænd i Irak mulighed for at være unge - og mulighed for at give næste generation de muligheder, som de selv aldrig kom i nærheden af.

Projektet vil etablere en ungdomsbevægelse, der gennem uddannelse af ’foreningspiloter’ og lokale foreningsaktiviteter vil opmuntre og klæde en generation af unge på til at kunne deltage i samfundet, opnå indflydelse og være medvirkende til at opbygge et fredeligt og demokratisk Irak.

Indsamlingsresultat: 4,4 millioner DK

Projektet vil køre fra januar 2013 til december 2015. Følg med i, hvor skolerne skyder frem på kortet:

Dansk samarbejdspartner
 


 

 

Partnere

Projektet i Irak er et samarbejde mellem den danske organisation Cross Cultures Project Association (Cross Cultures) og deres irakiske samarbejdspartner Al-Salaam.

Om Cross Cultures

Cross Cultures er en frivillig-baseret netværksorganisation, der blev grundlagt i 1999 for at starte et "Open Fun Football School-program" i Bosnien-Hercegovina som fredsskabende intervention.

“Open Fun Football School-programmet“ blev betragtet så succesfuldt, at CCPA's bilaterale donororganisationer bad dem om at udvide programmet til nabolandene.

I dag har "Open Fun Football School-programmet" spredt sig til Balkanlandende, Transkaukasus, Moldova og Mellemøsten.

Formålet med organisationens programmer er at fremme venskab og samarbejde mellem mennesker, der lever i splittede samfund.
 
Cross Cultures er især kendt for deres programmer "Open Fun Football Schools" og deres "Streetsport & Community-klubber", der skal betragtes som to ukonventionelle forsoningsprojekter med fokus på dialog og tillid.
 
Begge projekter bygger på erfaringerne fra, hvordan krige og etniske konflikter påvirker mennesker og deres muligheder for at vende tilbage til en hverdag i post-konflikt områder.
 
Selvom krige officielt kan være kommet til en ende for mange år siden, selvom de fysiske frontlinjer og checkpoints er væk, og selvom medierne har rettet deres opmærksomhed mod nye konfliktområder, ligger der stadigt en stor opgave i fortsat at stabilisere et post-konflikt område. 
Mistillid, frygt, had og de ​​tidligere fronter spøger stadig inde i folk, og etnisk baserede parallelle strukturer i lokalsamfundene er stadig nogle af de største udfordringer at overvinde.

I denne form for post-konflikt-scenarie er Cross Cultures specialiserede i at bruge:

a) det specifikke pædagogiske "Fun-fodbold-concept" som redskab til at samle børn, unge og voksne, der lever i splittede samfund omkring en aktivitet af fælles interesse.

b) organisationens interessenter/civile samfundstilgang som redskaber til at opbygge bæredygtige strukturer i det civile samfund, hvor folk med forskellige baggrunde kan mødes og interagere, mens der diskuteres: børn/unge, velfærd og fremtid.

Cross Cultures anses for at være blandt verdens førende organisationer, der har specialiseret sig i at bruge græsrods-fodbold for børn og unge som et redskab til at stimulere fredelig sameksistens, ligestilling, tolerance og social samhørighed mellem mennesker, som lever i splittede samfund. 
Cross Culture har modtaget flere prestigefyldte internationale og nationale priser samt udmærkelser for "Open Fun Football School-programmet".

Projektet er afsluttet

Projektet blev afsluttet i efteråret 2016. Læs den afsluttende evaluering af projektet her.

 

Status for projektet, januar 2015

Projektet startede i 2013 med at danne sportsklubber for unge mennesker i Irak. Formålet var, gennem leg og sport, at bygge bro mellem Iraks mange forskellige befolkningsgrupper, som så længe har ligget i konflikt med hinanden. Nu, hvor krigen mod ISIS har drevet næsten to millioner mennesker på flugt, er projektet mere relevant end nogensinde. Som følge af krigen er projektet rykket ind i landets mange flygtningelejre. Her har den lokale partner, Al-Salaam, uddannet mere end 89 instruktører, 390 trænere og 684 trænerassistenter. Det er over tre gange flere end forventet. De frivillige trænere arrangerer sportsarrangementer i lejrene, hvor folk strømmer til, fordi de ofte ikke har meget andet at lave. Men det betyder samtidig, at de lærer hinanden at kende på kryds og tværs. Og med ISIS som fælles fjende, bygger projektet bro mellem Iraks mange folkeslag.

I løbet af 2015 vil projektet desuden støtte unge frivillige i at oprette demokratiske ungdomsforeninger, som vil styrke irakernes forståelse af demokrati. Projektet vil skabe et stærkt netværk af frivillige foreninger, og på langt sigt vil det forhåbentlig bidrage til genopbyggelsen af et fredeligt og demokratisk Irak.

Hør hvordan det går med projektet i denne film med projektets program koordinator Safa Mohammad Hadi  

Film fra Irak og årets kampagnesang

Operation Dagsværks sekretariat rejste i februar 2012 til Irak for at indsamle materiale til årets kampagne. Rejsen resulterede blandt andet i produktionen af to film. Filmene blev vist som en del af det oplæg, Operation Dagværk turnerer rundt med hvert år på Danmarks ungdomsuddannelser for at oplyse om årets projekt og baggrunden for det.

Sangerinden Ida Gard og rapperen UFO arbejdede sammen om årets ørerhængende og særdeles dansable kampagnesang "Ukrudt".
Musikvideoen til Ukrudt og de to kampagnefilm kan ses herunder.

Blogs fra et Bur

I kampagnefilmen Blogs fra et Bur møder du tre meget forskellige unge irakere. De giver et billede af, hvordan det er at være ung i Irak i dag. Åbenhjertigt fortæller de om deres liv, problemer og hvilket Irak, de drømmer om for fremtiden. 


Filmen er produceret af Dagsværks sekretariatsfrivillige: Ida Groth Andersen, Marie Frost Christiansen og Rane Forsting med vejledning fra journalist Katarina Siig Søderberg.
Animationer: Peter Lopes, Musik: Turkman Souljah

Krig, Kærlighed & Fodbold

Hussein vokser op i et splittet Libanon, hvor han lærer, at man ikke lejer med børn fra andre grupperinger end ens egen. En oplevelse gør imidlertid, at der bliver vendt op og ned på Husseins verden. I dag er han med til at starte Operation Dagsværk og Cross Cultures freds- og dialogprojekt op i Irak. Hør hans historie her.


Filmen er produceret af Operation Dagsværks sekretariatsfrivillige: Ida Groth Andersen, Marie Frost Christensen og Rane Forsting med vejledning fra journalist Katarina Siig Søderberg. Animationer af: Peter Lopes, og musik af: Turkman Souljah.

Ukrudt - Ida Gard og UFO

GRATIS DOWNLOAD HER

Instruktør ANDERS FLØE SVENNINGSEN, Fotograf SARA HOU KAMMERSGAARD, Fotograf Irak KATARINA SIIG SØDERBERG, Produktionsleder ANDREAS A. OLSEN, Color Grader DAN KONZIOR, Mix & Masterering ANDERS SCHUMANN , Projektleder MIA BEYER. 
En stor tak til Anja og Christian Oxholm Sonne for lån af deres loft i kødbyen. 

Opfølgning

Opfølgningsgruppen, som består af tidligere sekretariatsfrivillige og engagerede gymnasieelever, startede i starten af 2013 ved projektets start.

Gruppen har siden da assisteret CCPA i udarbejdelsen af de første projektdokumenter. Derudover har den været med i et ’fællesopfølgningsinitiativ’ sammen med opfølgningsgrupperne for Peru- og Burmaprojekterne, der handler om at producere og udsende fredagscafé kit med klistermærker og ølmærker med informationer om de tre projekter til landets gymnasier. Dette blev lanceret i april 2013.

Projektet blev afsluttet i efteråret 2016. Læs den afsluttende evaluering af projektet her.

Hvis man har spørgsmål omkring projektet eller opfølgningsaktiviteter kan opfølgningsgruppen kontaktes på irak@od.dk.