Projektet

Livet i et township, slumområder i udkanten af de sydafrikanske storbyer, er hårdt. Dels fordi kriminalitet og vold er en del af hverdagen, dels fordi arven efter apartheid rækker langt ind i menneskers hverdag, selv i dag, mere end 10 år efter Sydafrikas første demokratiske valg. Apartheid skabte et klasse- og raceopdelt samfund, som det vil tage årtier at lave om på. Arven efter apartheid avler fortsat fattigdom betinget af race og boligområder præget af arbejdsløshed og deraf følgende sociale problemer som alkohol- og narkomisbrug, vold og kriminalitet. Oveni kommer, at op mod 40 procent af befolkningen i særligt belastede områder er smittede med HIV/AIDS.

Formål

Formålet med projektet er at styrke selvbevidstheden hos unge og deres familier i de fattige byområder i Cape Town (Cape Flats), så de unge bliver i stand til at bryde med kriminalitet, vold, seksuelle overgreb og narkomisbrug og dermed med deres marginalisering i samfundet.

Projektet indebærer en vifte af forskellige aktiviteter, som alle har ligestilling og nedbrydelse af fordomme som udgangspunkt. Desuden bygger alle aktiviteter på aktiv inddragelse af de unge og i høj grad på ung-til-ung-metoden, hvor unge træner andre unge i de færdigheder, de selv har fået.

Aktiviteterne tager alle sigte på at møde de udsatte unge der, hvor de er – på gaden eller i skolen – og etablere aktiviteter omkring det, der er væsentligt for de unge, for eksempelvis ønsket om et fristed, nogen at tale med, mere viden og bedre muligheder. Alle aktiviteter er udformet, så de giver de unge en oplevelse af, at der er et alternativ til kriminalitet og misbrug, og så de bliver konkrete tilbud til den enkelte unge om et konstruktivt fællesskab.

Indsamlingsresultat: 8,4 mio. DKK

Dansk samarbejdspartner


-------------------------------

Da projektet blev valgt på Operation Dagsværks Stormøde 2005, var det et samarbejde mellem den danske solidaritetsbevægelse Afrika Kontakt (AK) (tidligere Sydafrika Kontakt – SAK) og den lokale partner Prosperity Youth Centre (PYC).

Men da der var problemer mellem de to organisationer allerede i opstartsfasen, blev det oprindelige projekt aldrig skudt i gang (læs mere under 'Resultater'). I stedet udformede Afrika Kontakt et nyt projekt i samarbejde med otte små lokale organisationer: Hands On (HO), Youth 4 Change (Y4C), Human Rights Media Centre (HRMC), One Day at a Time (ODAT), Western Cape Advice Offices Association (WCAOA), Molo Songololo (MS), New Womens Movement (NWM) og Workers World Media Productios (WWMP).

Inden projektet blev afsluttet var to af de otte organisationer faldet fra, ODAT og WCAOA (læs mere under 'Resultater').

Om Afrika Kontakt

Afrika Kontakt er en solidaritetsbevægelse med rødder i kampen mod apartheid. Den kamp er vundet, men der er stadig ulighed. Derfor arbejder AK i solidaritet med folkelige bevægelser i Afrika, og støtter deres mobilisering og kamp for at sikre sig økonomiske, demokratiske og sociale rettigheder.

Deres vision er en verden med social og økonomisk retfærdighed for alle, og hvor alle har lige rettigheder og friheder.

Deres mission er at fortsætte med at støtte folkelige bevægelser i Afrika og gennem solidaritet og partnerskab bidrage til et nyt og bedre politisk klima, som kan give en stemme til dem, der i dag er ekskluderede fra politiske beslutningsprocesser.

AK mener, at hvis Afrika skal have et levende demokrati, er det afgørende, at det ikke kun er præsidenter og ministre, der udstikker retningen og tager beslutningerne. Civilsamfundet skal være med til at påvirke udviklingen. Men et aktivt civilsamfund kommer ikke ud af det blå. Mange afrikanske civile organisationer er svage, blandt andet fordi det er svært at få støtte til at være en kritisk stemme i Afrika. Derfor samarbejder Afrika Kontakt med folkelige bevægelser og organisationer i Afrika, som kan styrke demokratiet og gøre folk bevidste om deres økonomiske, demokratiske og sociale rettigheder.

Læs mere på: sydafrika.dk.

De sidste aktiviteter blev gennemført i 2012, og vi håber på snart at modtage det reviderede regnskab, så vi kan lukke projektet officielt.

Forløb og resultater

Oprindeligt var det planlagt, at den sydafrikanske organisation, Prosperity Youth Centre (PYC), i samarbejde med daværende Sydafrika Kontakt, nu Afrika Kontakt, skulle udføre projektet i Cape Town. I løbet af foråret 2007 opstod der dog uenigheder mellem Sydafrika Kontakt og PYC omkring en række administrative krav stillet af Sydafrika Kontakt og Operation Dagsværk – blandt andet forholdsregler mod korruption. Dette førte til, at samarbejdet mellem Sydafrika Kontakt og PYC blev afbrudt. Det viste sig således, at PYC ikke havde den nødvendige administrative kapacitet til at føre et projekt af denne størrelse ud i livet, idet de ikke ønskede at leve op til de stillede krav. Derfor valgte Sydafrika Kontakt og Operation Dagsværk i stedet finde en række andre sydafrikanske organisationer, der har den nødvendige kapacitet til at realisere projektet.

Nye partnere - nyt projekt

På Operation Dagsværks stormøde i 2007 blev et nyt projekt med otte sydafrikanske organisationer, der hver især gennemfører egne aktiviteter, godkendt af de fremmødte elever. Til at begynde med var planen tilmed, at de otte organisationer skulle samarbejde i et netværk.

De forskellige organisationer og netværket skulle arbejde med følgende:

ODAT: Rehabilitering af tidligere stofmisbrugere.

WCAOA: Vejledning og uddannelse af rollemodeller

Molo Songololo: Workshops for unge mænd

Hands On: Etablering af ungdomsgrupper

Y4C: Skabe aktiviteter og oplevelser hos unge, der viser et alternativ til kriminalitet

HRMC: Formidling af unges historier gennem en bog og en udstilling

NWM: Workshops for unge kvinder

WWMP: Støtte unge i at lave egne medieproduktioner og få disse sendt

Netværket: Sikre samarbejde, støtte, faglig udvikling og erfaringsudveksling mellem organisationerne

I januar 2008 blev en ny samarbejdsaftale samt nyt projektdokument og budget godkendt af Operation Dagsværks bestyrelse. Her blev den første udbetaling til projektet ligeledes godkendt, og således kunne projektet gå i gang. På trods af opstartsvanskeligheder for nogle af organisationerne, kom projektet generelt godt fra start.

ODAT trækker sig

Samtidig valgte en af de mindre organisationer, ODAT, der arbejder med rehabilitering af stofmisbrugere, i foråret 2008 at trække sig fra projektet. Dette skyldtes at Dagsværk-fondene kun delvist skulle dække ODAT’s program. Da man ikke havde opnået nødvendige bevillinger andre steder fra, ville det således ikke være realistisk at gennemføre de planlagte aktiviteter. Ingen midler var udbetalt til ODAT ved afbrydelsen af samarbejdet. Af de resterende syv organisationer blev det besluttet, at midlerne afsat til ODAT skulle overgå til fælles netværksaktiviteter med de unge i Cape Flats som målgruppe.

Samarbejdet med WCAOA afbrydes

Opstartsvanskelighederne gjaldt blandt andet WCAOA, der havde et relativt lille forbrug og gennemførte få aktiviteter i første halvår af 2008. Dette skyldtes blandt andet, at organisationen havde mistet en række driftstilskud andre steder fra. Ligeledes blev organisationen ramt af den politiske splittelse i ANC (African National Congress), hvori organisationens bestyrelsesmedlemmer også var medlemmer, men tilhørte forskellige fløje. Splittelsen lammede bestyrelsen og dermed store dele af organisationen. Først i december 2008 kom der gang i aktiviteterne med at uddanne unge til rådgivere/ungdomsledere. Mangelfuld finansiel og narrativ afrapportering gav AK og Operation Dagsværk mistanke om organisatoriske problemer, og sammen besluttede vi at igangsætte et review af organisationen for at undersøge, hvorvidt organisationen stadig besad den organisatioriske kapacitet og vilje til at gennemføre deres projektdel. På baggrund af reviewet valgte AK og Operation Dagsværk at afslutte samarbejdet med WCAOA.

Gennemgang af de resterende seks organisationers arbejde

Molo Songololo: De har haft succes med ”Young Mens Forum” (YMF), og i løbet af de år projektet har kørt, har mange unge mænd været en del af projektet. På trods af at mange har forladt skolerne i tidens løb og dermed også YMF, er det bemærkelsesværdigt, hvor mange af de ’gamle’ medlemmer, der forbliver en del af projektet i periferien. Det lader til, at der er blevet skabt stabile og gode samarbejder med de forskellige skoler og inspektører – som man håber i fremtiden også vil omfatte piger. Der er løbende blevet afholdt weekendworkshops, lejrskoler samt workshops om vold, kriminalitet, seksualitet og HIV/AIDS efter planen. Organisationen har desuden lanceret kampagnen ”Give Violence the Red Card”.

Hands On: Organisationen har iværksat ugentlige workshops for eleverne på to skoler. Deres overordnede mål er at udfordre bandekriminaliteten i området og dennes konsekvenser for læringsmiljøerne på lokalskolerne. Hands On har haft stor succes i både 2009 og 2010. Samarbejdet med skole og lokalsamfund er blevet rigtig godt, og lærerne beretter om mere ro i klasserne som følge af Hands On's aktiviteter. Derudover er der masser af uforudsete effekter, for eksempel er eleverne blevet mere ansvarlige, de er mere i skole osv. Det er tydeligt, at denne relativt lille organisation har en stor betydning for mange unge i Cape Flats.

Sidst, men ikke mindst har Hands On's program med ungdomsgrupper for potentielle drop-outs været en stor succes med blandt andet mindskede pjækkedage og forbedret skolearbejde som klare indikatorer. Desuden har Hands On en ekstra styrke i form af at være rigtige dygtige til at tiltrække og uddanne nye volontører og ungdomsledere.

Youth 4 Change: Drivkraften bag Y4C er den karismatiske Achmat Jacobs, som nyder stor respekt blandt befolkningen og derfor har en stor gennemslagskraft med alle sine aktiviteter. Han laver blandt andet markering af mærkedage, afholder lifeskills workshops, President’s Award-program, suppekøkkener og lejrskoler. Jacobs er både Y4C største force og organisationens svage punkt, for da hans hovedprioritet er de succesfulde aktiviteter, nedprioriterer han ofte regnskab, budgetter og afrapporteringer. Derfor han har fået en del administrativ hjælp fra Hands On, som for eksempel har manifesteret sig ved, at Y4C med tiden har indleveret langt bedre afrapporteringer. Derudover har Human Rights Media Center administreret Y4Cs midler, men i 2012 bad Achmat om at få lov til at bevise Y4Cs tillærte selvstændighed ved at få lov at administrere de sidste midler selv. Det besluttede opfølgningsgruppen var en god idé.

Human Rights Media Centre: har rekrutteret sine elever fra de andre organisationer i netværket, for eksempel gennemføres hos Youth 4 Change en række musik-, sports- og andre fritids-aktiviteter med det formål at give de unge et alternativ til kriminalitet og vold.

I slutningen af 2010 udkom den længe ventede bog Edge of the Table. Lancering blev akkompagneret af en udstilling og en danseforestilling, og bogen blev rigtig flot modtaget og hurtigt udsolgt mange steder. Bogen er et fint ’udstillingsvindue’ for partnernes arbejde, fordi den interholder interviews af unge fra de forskellige organisationer, som har interviewet andre unge.

New Womens Movement: De lagde ud med et travlt og succesrigt år i 2008. Som planlagt kørte de en lang række aktiviteter: deres ambitiøse life-skills program med blandt andet sundhedsdage, studiekredse om eksempelvis fremmedfjendtlighed eller kvinderettigheder, kreative og livsbekræftende aktiviteter samt en kampagne mod teenagegraviditeter. Midtvejsevalueringen fra 2009 fandt også gode resultater indenfor øget selvværd, motivation og bevidsthed hos kvinderne i målgruppen. Samtidig adresserede rapporten et behov for kapacitetopbygning hos organisationen, fordi kapaciteten havde problemer med at følge med succesen. I løbet af 2010 blev det svært for NWM at håndtere deres store succes i form af stigende medlemsantal og dermed stigende udgifter, hvilket gav problemer med økonomisk styring. Derudover havde ledelsen ikke kompetencerne til at tackle denne kritiske situation. I efteråret 2010 stoppede Operation Dagsværk midlertidigt udbetalingerne til NWM, indtil der blev indleveret reviderede regnskaber, og der kom styr på regnskabsstyring og ledelse. Efter nogle konstruktive møder mellem NWM og Afrika Kontakt blev udbetalinger genoptaget i december 2011. I september 2012 anmodede NWM om at få lov til at bruge de penge, der oprindeligt var sat af til at købe et hus – men som aldrig var blevet brugt til det – til at lave en lille fond eller en økonomisk buffer, som de fremtidigt kan bruge af, når der for eksempel er forsinkelser i udbetalinger fra andre donorer. Den anmodning blev godkendt i oktober 2012.

Workers World Media Productions: Dagsværk-projektet, Youth Diggz Alive, var en stor succes. I workshops samt gennem videoproduktioner og ugentlige radioprogrammer har de unge beskæftiget sig med politik (især valget i foråret 2009), køn og seksualitet i lokalsamfundene, borgerrettigheder – og pligter. Desuden har organisationen faciliteret en ungdomsfestival, blandt andet med deltagere fra de andre organisationer i netværket. I slutningen af 2010 blev der brugt ekstra energi på at gøre lokalorganisationerne mere selvstændige, hvilket lykkedes godt mange steder. Udfordringen ved denne decentralisering er dog, at drivkraften er unge mennesker, som ofte kun er med kort tid af gangen, hvorved nogle perioder er fulde af aktivitet, mens andre er stille.

Netværket

Udover arbejdet i de enkelte organisationer blev der iværksat et netværk med det mål at forsøge at forene organisationerne i ét projekt, således at de udover deres individuelle aktiviteter også skulle iværksætte fælles netværksaktiviteter. Organisationerne udtrykte, at netværket var en god idé, men at der ikke var tid og kapacitet til at realisere netværksaktiviteter. Der blev afholdt flere møder mellem organisationerne og sågar ansat en koordinator til at afhjælpe problemerne, men da det aldrig kom til at fungere efter hensigten blev netværket nedlagt i 2009. Det har dog ikke været helt frugtesløst, for eksempel har netværket skabt grobund for en mentorordningen mellem Y4C, Hands On og HRMC, hvor sidstnævnte støtter Y4C og Hands On i regnskabsstyring og planlægning af deres projektøkonomi. Ud af netværkssamarbejdet har også udviklet sig en slags ”coaching-aftale”, hvor en ressourceperson fra Hands On støtter Y4C i projektstyring.

Afslutning af projektet trækker ud

Projektet skulle oprindeligt være afsluttet i 2010, men i slutningen af 2010 resterede der 928.000 DKK på kontoen grundet bruddet med WCAA, gunstige vekselkurser og påløbne renter. De seks organisationer – med undtagelse af NWM, som på grund af de ovennævnte organisatoriske problemer kørte en sideløbende proces for at komme på fode igen – ansøgte derfor både i februar 2011 og i august 2011 Operation Dagsværks bestyrelse om at få udbetalt de resterende midler til udførelse af flere aktiviteter i forlængelse af de allerede afholdte. Bestyrelsen godkendte ansøgningerne begge gange, og i slutningen af 2011 fik NWM også deres del udbetalt.

Vi modtog en lille evaluering af forlængelsesprojektet i november 2012, men da vi ikke ville behandle den, før vi fik de reviderede regnskaber, var den endnu ikke blevet godkendt ved udgangen af 2012.

Sydafrikaopfølgningsgruppen består af en flok dagsværkere, der på forskellig vis har haft tilknytning tilprojektet i Sydafrika, og som gerne ville blive ved med at følge det.

UDANSK

Gruppen lancierede en UDANSK kampagne i foråret 2008, der satte fokus på racisme og diskrimination. Dette indebar at skabe opmærksomhed på FN’s anti-racismedag. Dertil blev trykt T-shirts og lavet en række ”aktioner” og events, blandt andet på Roskilde Festivalen 2008. Der blev også lavet tatoveringer, som på billedet her under.

Opfølgningstur

Opfølgningsgruppen var i Cape Town i Sydafrika fra 6. til 22. februar 2009 for at besøge projektet. Efterfølgende blev der lavet en masse små projekter for at oplyse om udviklingen i projektet og formidle problematikkerne til et dansk publikum.

Ølmærkater

I efteråret 2008 lavede gruppen en hel bunke øl- og sodavandsmærkater, som blev brugt til de mange Dagsværk-cafeer rundt omkring på landets skoler. Med denne korte update fra projektet, en reminder om Dagsværkdagen, håber og tror gruppen, at en gymnasieelev eller to med en øl eller en sodavand i hånden blev mindet om det store arbejde, 34.000 gymnasieelever gjorde i 2006 og de mange aktiviteter, der løber af stablen lige nu i Cape Flats.

 

Krogerup Højskoles Verden Brænder

Krogerup Højskoles 'Verden Brænder'-projekt besøgte desuden projektet i foråret 2008.