Unge i Somaliland skal have en stemme!

Undertrykkelse, diskrimination og tvangsægteskaber er en del af hverdagen for unge i Somaliland. Derfor vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne give 15.000 gymnasieelever i Somaliland viden og redskaber til at forme deres egen fremtid.   

Børn og unge udgør størstedelen af befolkningen i Somaliland. Alligevel er det udelukkende gamle mænd, som sidder solidt på magten. Unge fratages muligheden for uddannelse, bliver tvangsgift og unge piger bliver omskåret og får ofte deres første barn allerede som teenagere. Mange unge har derfor aldrig lært at ytre sig, have en mening eller stå ved den.

Derfor vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne give ungdommen i Somaliland en stemme, så de kan lære at sige fra.

Projektet vil starte elevråd på ti gymnasier i Somaliland og gennem aktiviteter på gymnasierne træne 15.000 elever i deres rettigheder, viden om uddannelsespolitik og i at føre kampagner med gennemslagskraft, der rækker ud blandt unge i hele samfundet og ind til magthaverne.

Sammen vil Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne skabe kritisk tænkende og velorganiserede unge mennesker i Somaliland, der bliver talspersoner for hele deres generation.

Hent projektforslaget fra SOS Børnebyerne her.

Dansk samarbejdspartner

Projektet i Somaliland er stillet af SOS Børnebyerne i Danmark. Operation Dagsværk har sammen med SOS Børnebyerne i Danmark udviklet kampagnen, som tages ud på de danske ungdomsuddannelser.

Selve projektet som pengene går til, udføres dels af SOS Børnebyerne i Somaliland, og dels af to andre lokale partnere i projektet, SONYO og SOLSA.

Begge organisationer har mange års erfaring med at arbejde med unge på folkeskoler og gymnasier gennem forskellige initiativer og projekter. SONYO og SOLSA vil stå for at mobilisere de unge i Somaliland og gennemføre alle aktiviteterne, mens SOS Børnebyerne i Somaliland vil være ansvarlig for at tilse den daglige ledelse af projektet.

SONYO står Somaliland National Youth Organisation

SOLSA står for Somaliland Students Assembly

Læs mere om SOS Børnebyerne her: www.sosbornebyerne.dk

 

Film om projektet i Somaliland

Hvert forår drager et hold unge frivillige til årets projektland for at indsamle materialer til den oplysningskampagne, Operation Dagsværk turnerer landet rundt med hvert efterår.
En del af holdet producerer film, der skal oplyse eleverne på Danmarks ungdomsuddannelser om baggrunden for årets projekt.

Her kan du se film om projektet i Somaliland, 2015. Filmene er lavet af Sofie Grann Lorentsen og Mads Volquartz.

Her kan du læse om Sofies oplevelser, da hun som frivillig lavede film til Somaliland-kampagnen.

Ungdommen uden stemme er navnet på den første film. På 5 minutter fortæller filmen om projektets formål og vigtigthed.

 

Drømme om Somaliland er en personlig beretning fra to unge somalilændere, der som følge af et mangelfuldt og dyrt uddannelsessystem har vendt blikket væk fra deres hjemland. Men både Ismail og Ayan drømmer om at vende hjem en dag og være med til at bygge deres land op i fremtiden.

Videodagbøger fra Somaliland er en unik film, hvor unge somalilændere fortæller om deres liv og drømme og giver os et indblik i deres dagligdag. Filmen er en dagbogsfilm, hvor de unge selv har filmet og interviewet hinanden. Filmen er efterfølgende redigeret af Sofie Grann Lorentsen og Mads Volquartz:

 

Projektet i Somaliland strækker sig over en periode på tre år. På siden her vil der løbende komme opdateringer med de nyeste resultater. Der vil desuden blive skrevet længere rapporter om projektets fremskridt. De vil også ligge tilgængeligt her på siden i takt med implementering og evaluering af aktiviteterne i Somaliland.


UPDATE: August 2017

Participatorisk baseline workshop med unge elevrådsrepræsentanter

Mellem januar og marts 2017 blev et baselinestudie gennemført med aktiv deltagelse af elevrådsrepræsentanter fra de ti gymnasier. Det participatoriske studie blev skudt i gang med en workshop ledt af en konsulent med støtte fra SOS Danmark og SOS Somaliland. Hovedformålet med workshoppen var at lære de unge at udføre kvalitativ research, så selv kunne deltage i indsamlingen af data til baselinestudiet, og så de er i stand til at udføre research på deres skoler i løbet af projektet.

I de første tre dage lærte deltagerne om de værktøjer, man kan bruge, når man laver research, heriblandt udvælgelse af respondenter, spørgeteknikker og vigtigheden af at lytte. Det var nyt for alle – både eleverne og de unge fra SONYO og SOS. Underviseren forklarede om vigtigheden af at bruge ungdomsvenlige metoder til at afdække de unge gymnasieelevers problemer. Herudover lærte deltagerne om metoder til at indsamle data, heriblandt brainstorming, casestudier, mapping af skoler, kontrolgrupper, tegninger, fokusgruppediskussioner, observation, individuelle interviews og key informant interviews. Ingen af de deltagende havde erfaring med kvalitativ research, så træningen foregik med en blanding mellem oplæg, diskussioner, praktiske opgaver og ikke mindst en masse lege.

På workshoppens sidste dage planlagde og testede eleverne de spørgsmål, som de skulle lave ude på deres gymnasier efter workshoppen. Der blev også tid til at teste deres spørgsmål og metoder på et gymnasium i Hargeisa og tilpasse spørgsmålene baseret på denne erfaring. Eleverne gik fra workshoppen fulde af energi og klar til at udføre deres research. En af eleverne, Ayan Ahmed fra Mohamed Shire Secondary school in Sheikh, sagde ved slutningen af workshoppen:

“Dette var min første mulighed som gymnasieelev for at deltage i en træning, og det har virkelig haft en positiv indvirkning på mit liv. Nu kan jeg udføre research ved at udforme spørgsmål, identificere den rigtige respondent, gennemføre fokusgruppediskussioner og individuelle interviews, som alt sammen var nyt for mig, men som jeg nu mestrer (…) Nu er jeg fyldt med energi og motiveret til at gennemføre undersøgelsen på min skole. Jeg har også fået nye venner fra andre elevråd, og vi kan lære af hinanden”

Introduktionskursus for elevrådsrepræsentanter

I februar og marts 2017 deltog 600 (50% piger) elevrådsrepræsentanter i et to-dages introduktionskursus omhandlende skoleledelse, event- og aktivitetsplanlægning samt deres rolle og ansvar som elevråd. De deltagende elever var blevet valgt af de øvrige elever på de ti gymnasier i Sheikh, Berbera, Hargeisa, Gabiley og Borama ved elevrådsvalgene i december 2016. SONYO stod for kurserne i samarbejde med SOS Somaliland, og det foregik ude på hvert af de ti gymnasier. Kurset var participatorisk med en masse gruppearbejde og diskussioner.

Kurset var en del af de initiativer, der gennemføres for at fremme elevrådsrepræsentanternes forståelse af deres roller og ansvar og for at gøre det klart for dem, hvad de forventes at gøre for deres medstuderende, skoler og lokalsamfund. Som en del af kurset udviklede elevrådsrepræsentanterne også handlingsplaner for det næste halve år. Hvert elevråd blev enige om at fokusere på tre aktiviteter.

Efter kurset udtrykte eleverne, at de følte sig motiveret og inspireret til at gøre ord til handling og bidrage positivt til udviklingen på deres skoler og i deres lokalsamfund. Syv elevrådsmedlemmer blev valgt til at koordinere og overse implementeringen af de planlagte aktiviteter på hvert gymnasium samt organisere fællesmøder for elevrådene en gang hver anden uge for at dele erfaringer og fremskridt.


UPDATE: Juli 2016

1. juli 2016 blev projektet skudt i gang i Somaliland. Læs mere om opstarten her.

 

Alle Dagsværk-projekter får en opfølgningsgruppe, der består af frivillige, som følger projektets udvikling. I Januar mødtes opfølgningsgruppen for første gang. Det er opfølgningrgruppen der i løbet af de næste 3 år vil holde styr på projektet. De holder løbende møder med SOS Børnebyerne omkring projektets udvikling. Derudover sørger opfølgningsgruppen for, at gymnasieleverne bliver holdt opdateret omkring projektets resultater.

Pengene, som indsamles på den årlige Dagsværkdag, udbetales ikke på én gang til den danske udviklingsorganisation, men udbetales løbende i rater på baggrund af rapporter om projektets udvikling. På denne måde kan Operation Dagsværk gennem opfølgningsgruppen hele tiden følge med i, om pengene går til det, som de blev indsamlet til.

Det er Operation Dagsværks opfølgningsgrupper og bestyrelse, som læser de indkomne rapporter, og dem som på denne baggrund vurdere, om der er grundlag til at udbetale næste rate til projektet. Og nej, der er bestemt ikke tale om en bevidstløs automatisk godkendelse, tværtimod. Opfølgningsgrupperne besøger også gerne det igangværende projekt for at se udviklingen med egne øjne.


Somaliland opfølgning 2016

Somalilands opfølgningsgruppe har designet et øl klistermærke, som husker gymnasieleverne på hvor seje de er. Der blev nemlig samlet 4,2 millioner ind til projektet. Det blev sendt ud til alle vores medlemsskoler i efteråret 2016.

Læs mere om projektopfølgning her

Hvis man har spørgsmål omkring projektet eller opfølgningsaktiviteter kan opfølgningsgruppen kontaktes på somaliland@od.dk.